| Om CampingDanmark | Net Tv | Nyhedsbrev | Fordelsklub | Web Shop | Til salg | Rejseblog | Forum | Det sker |
|
Intet kan tilsyneladende lægge en dæmper på danskernes rejselyst. Det kunne mærkes på Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle 2009, der søndag sluttede med 59.949 besøgende i MCH Messecenter Herning.
- Det har ganske enkelt været en helt forrygende weekend. Der har været utrolig god stemning både blandt de besøgende og ikke mindst hos udstillerne, som fik et flot salg i år, udtaler Ferie for Alle's projektleder Anders L. Mortensen, MCH.
Også blandt udstillerne er humøret i top efter tre dage med feriefest i Herning. Krise eller ej – danskerne købte ferierejser i stor stil. Hos Bravo Tours har salget været 20 % bedre end sidste år og Falk Lauritsen melder om rekordsalg med hele 30 % stigning:
- Det har været over al forventning. Der har været meget købelystne gæster på messen. Sidste år solgte vi 588 rejser på Ferie for Alle. I år har vi solgt flere end 800 rejser allerede flere timer før messen lukker, fortæller afd. chef Anette Mæng, Falk Lauritsen.
All inklusive hitter
Både Bravo Tours og SPIES fortæller, at de helt store salgshit på messen er charterrejser til Grækenland, Tyrkiet og Spanien:
- Det er gået meget bedre, end vi havde turdet håbe på. De besøgende køber rejser i stor stil trods krisen. Søndag middag har vi solgt omkring 800 rejser, og især All Inclusive-rejserne er gået som varmt brød, udtaler salgschef Kjeld Gadegaard, SPIES.
Rejse-hattrick til ægtepar fra Mors
På to timer lykkedes det et ægtepar fra Mors at vinde tre rejser – til Frankfurt, Edinburgh og Tyrkiet. Det er første gang, at det er sket på ferie-messen, og det heldige ægtepar hedder Arne og Jonna Overgaard.
To rejser blev endda vundet i samme konkurrence. Det var i Billund Lufthavns "Husk lige passet", hvor der var storbyferier på spil til besøgende, der mødte op på ferie-messen med pas og en pakket kuffert.
- Vi havde ingen planer for weekenden, og derfor tog vi chancen og medbragte pas og kuffert. Nu står vi så med hele tre rejser. Vi plejer normalt ikke at være så heldige i konkurrencer. Det er da blevet til fire rigtige i Lotto, men ellers plejer vi ikke at vinde det store, lyder det fra Jonna Overgaard, der nu kan glæde sig til at rejse til både Tyskland, Tyrkiet og Skotland.
Næste gang
Ferie for Alle finder næste gang sted i dagene 26.-28. februar 2010.
| Se også... |
| Annonce: |
| Annonce: |
|
|