CampingDanmark.dk

1.1.03

Af: Anne-Vibeke Isaksen, Peer Neslein Fotograf: Rasmus Schønning, Jann Nielsen
Bogmærk eller del
 

Skandinavien Rundt, dag 4 (til Pello, Finland)

Vi vågner til en ny dag med blå himmel og en temperatur på 20 grader. Det er bare alle tiders. Vi kunne godt ønske os, at flere oplevede disse varmegrader i de nordiske lande. Så ville Italien, Frankrig og de andre lande sydpå få en alvorlig konkurrent, når vi danskere skulle vælge rejsemål for vores sommerferie.

Klik for større billede


Inden længe sidder vi alle

Vi holder lige ned til elven sammen med 4-5 andre campingvogne og autocampere. Så der er absolut ikke trængsel om pladserne. Det er en af de andre fordele, man oplever i Norden. Der er stort set altid plads på campingpladserne, og det er dejligt.

Inden længe sidder vi alle fire udenfor ved vores fælles morgenbord og nyder morgenmaden, vejret, stilheden og campinglivet.

Klik for større billede


Sidst var hvalpen var bare 4 uger gammel

Vi pakker vores to campingvogne og forlader pladsen, da vi skal mødes med Tuija, der er guide på turistkontoret i området. Vi mødte hende i vinter i forbindelse med ”Ekspedition Polarcirklen”, og hun var en rigtig god hjælp for os, så vi har aftalt at mødes med hende igen. Denne gang har hun også hjulpet os med aftaler med de lokale. Og en af opgaverne vi har givet hende har ikke været nem. Vi har nemlig bedt hende finde den hundehvalp, som Anne-Vibeke blev fotograferet med hos en Siberian Husky hundeslædefører i vinter. Hvalpen var dengang 4 uger gammel, så den må været blevet stor nu ca. 5 måneder senere. Og formentlig er den solgt.

Klik for større billede


Der står hvalpen...

Men intet er umuligt for Tuija. Efter stor gensynsglæde hos alle parter, da vi møder hende, fører hun os direkte ud i skoven til samme sted, som vi var i vinter. Der står hvalpen, som nu er blevet en stor legesyg unghund. Og så bliver der fotograferet og filmet, mens myggene forsøger at angribe alle de bare steder på vores kroppe. Men vi har smurt og sprøjtet os med myggespray, så alle angreb bliver afvist.

Meget modvilligt må Anne-Vibeke sige farvel til den dejlige hund, men vi skal videre mod vest på vores tur ”Skandinavien Rundt”, som i disse dage følger i de ”hjulspor” vi satte med ”Ekspedition Polarcirklen” i januar/februar måned.

Klik for større billede


En renfarm med mange aktiviteter.

Næste rejsemål er hos en Pirjo og Martti Uusitalo, der i nærheden af byen Raanujärvi driver en renfarm med mange aktiviteter.

Allerede et par km før farmen ser vi en stor ren der løber på landevejen. Den løber i samme retning, som vi kører, så vi sætter farten ned så vi kører ved siden af den. Den virker hverken bange eller urolig, men løber stille og roligt, men målrettet mod en lille farm, hvor den løber op ad indkørslen. Og det er lige præcis samme farm, vi skal ind på, så vi blinker af og kører ind på gården. Renen går nu stille og roligt ind på gården med vores to vogntog kørende i ”klovene” på den. Inde på gården står ejeren af renfarmen og fortæller, at han havde sendt renen ud for at møde os?

Det viser sig, at renen er tam og den ønsker ikke at forlade gården. Det bliver kun til små ture i området, men den kommer altid tilbage.
Og det er jo rart at kunne komme så tæt på det prægtige dyr, uden der er hegn imellem.

Vi bliver også inviteret på fiskesuppe i deres store ”samiske” gamma, som de fortæller er typisk for Lappland. De er nemlig ikke samer.
Konen i huset har netop syet sig en dragt fra Lappland, der minder meget om de samiske.
Eller også er det omvendt. Vi ved ikke, hvem der kom først. Men mon ikke det var samerne.
Vi får også serveret pandekager, som bliver tilberedt over bålet i den hyggelige ”gamma” der er bygget af store tømmerbjælker med en bålplads i midten.

Anne-Vibeke skal også lige prøve at kaste med lasso til et gevir, der ligger på jorden og det lykkes i første kast. For ikke at få skudt i skoene, at det er ”ren” begynderheld, bliver der kastet igen. Og minsanten om det ikke lykkedes.

Vi ender med at købe to renskind på gården for 200 finske mark pr. stk. Det er billigt, for i turistbutikkerne koster de mellem 300 og 650 finsk mark pr. stk., og disse skind er absolut lige så flotte. Men der er ikke så mange fordyrende mellemled.

Klik for større billede


De populære ”kuksa”

Vi forlader renfarmen og kører gennem flotte landskaber uden, at vi møder ret mange biler på de gode veje.

Vi stopper et par km før Pello hvor vi skal besøge en af de lokale kunsthåndværkere, som vi også mødte i vinter. Det er Lasse, der bl.a. fremstiller de populære ”kuksa”, som er finsk og betyder krus. Det er de kendte trækrus, det drejer sig om.Lasse har lovet at vise os, hvordan han fremstiller krusene, og det bliver interessant.

Han finder knuderne på træerne ude i skoven. Så skal de tørre lidt, hvorefter han begynder udskæringen. Først i grove træk indtil træklodsen tager form som en kop. Så bliver den bl.a. kogt i saltvand i 24 timer, så den imprægneres. Det sikrer, at koppen siden hen ikke tørrer ud og flækker. Lasse fortæller, at han bruger 50 min. på at fremstille en kop på sit værksted, altså efter, at han har fundet træet ude i skoven.

Han sælger en kop for 150 finske mark og det svarer til ca. 200 danske kroner.

På hans værksted har han mange maskiner, men det er stadig finsk håndværk i bedste kvalitet.

Og så er vi nået til dagens sidste punkt, som er en sejltur på Torne elven med en typisk elvbåd. Men Peer skal ikke med for han skriver nemlig denne dagbog, mens de andre tre sejler og får dagens sidste oplevelse.
Kl. 19.00 er vi samlet i KABEN. Nu skal vi bare læse korrektur på denne tekst, finde de rigtige billeder, sende dagbogen hjem, ud og spise i byen, og hjem og hygge os ude for campingvognene i midnatssolens land.

Så lad os slutte her og sige – på gensyn i morgen, hvor vi fortsætter vores rejse.

Mere information:

Læs mere om Kabe og Bürstner her: www.caravanringen.dk

Rejseoplysninger om Finland finder du her: www.finland-tourism.com

Kommentar og spørsmål kan mailes til anne-Vibeke@rejsejournalisten.dk

Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Baltzer Autocamper
Vendelbo Vans
Campingbranchen
Slagelse Camping og Fritid
  Glemt kodeord?