CampingDanmark.dk

24.10.04

Af: Joan Petersen
Bogmærk eller del
 

Sommerferie som spansk - fransk cocktail - del 2

En af CampingDanmark´s trofaste læsere var i sommers med familien i Spanien og Frankrig. Her kan du læse sidste del af dagbogen fra turen der varede lidt over to uger.

Klik for større billede


14. juli

Efter at have været afsted i godt en uge, tog vi igen på marked i San Pere Pescador. Andreas havde tidligere set en træfigur, han gerne ville købe. Bagefter slentrede vi rundt  og så på byen, og vores venner fandt en bank og hævede nogle flere penge. Vi besluttede os for at køre til Roses for at spise.
Vi fandt en hyggelig restaurant i en af de små butiksgader og kunne betragte folkelivet passere forbi. Vejret var blevet rigtigt lunt, og her kl. 21.30 om aftenen var der 26-27 gr. Alle butikkerne havde åbent, og vi piger tog en hurtig tur rundt, mens mændene satte sig nede på stranden og nød det gode vejr og solnedgangen.

Klik for større billede


16. juli

Dette var dagen hvor vi begyndte at pakke sammen. Solsejl og telttag var meget snavsede af fuglemøg fra træerne og støv fra vejen. Mændene kørte ind for at tanke diesel. Efter morgenmaden havde vi set på kort og campingbøger, for at finde en plads i Frankrig til 3-4 overnatninger. Vi regnede med at nå Valence syd for Lyon, og se hvad vi kunne finde der.

Vi vaskede telte og solsejl, handlede på pladsens supermarked, så vi havde lidt brød og pålæg til turen nordpå. Til sidst tog vi ned på stranden, for at få en sidste dukkert. Vi hentede kylling og pizza til aften, og gik senere op til baren. Der var som sædvanlig underholdning på forpladsen bl.a. tryllekunstner, kabaret, danseshows, diskoshows, sang og musik osv. Denne gang var det en brasiliansk dansetrup, der hentede publikum op på scenen, så de kunne danse med. Der var samba, lambada osv.

Klik for større billede


Det har været nogle dejlige dage i Spanien, og vi vender helt sikkert tilbage engang. Der er flere ting vi ikke nåede at se og prøve. Bl.a. vinsmagning på Bodegaen tæt på pladsen, Salvador Dali-museet i Figueres, Cadaques - den hvide by ved kysten tæt på Frankrig, Girona m.m. Men det er godt, at man kan vende tilbage og få nogle flere oplevelser.

Klik for større billede


17. juli

Vi kørte fra campingpladsen ved 9-tiden. Turen gik godt med en lille smule kø indimellem. Der var meget kø i sydlig retning, og før betalingsanlæggene gik det fuldstændigt i stå. Vi fik os lidt frokost i skyggen på en rasteplads, hvor vi tog vores bord og stole ud. Da kl. var 16.30 var vi ved Valence og kørte fra motorvejen, for at finde en campingplads. Det viste sig desværre, at der ingen ledige pladser var. Vi fik et kort over Drome området, og de fortalte, at hvis vi fortsatte ad vejen, kom der den ene plads efter den anden. Men det ville nok ikke blive let at finde en plads, for Tour de France var i området 3 dage senere.

Efter 3-4 forgæves forsøg vendte vi vognene og kørte tilbage mod motorvejen. Vi besluttede at køre lidt sydpå igen og overnatte i Montelimar, hvor vi overnattede på vej ned.

Klik for større billede


Jeg sad og ledte i det udleverede materiale og fik øje på en 4-stjernet plads - Les 4 Saisons - med svømmepøl. Den lå i en nærliggende by, der hed Grane.

Læs mere om pladsen her:
www.la-drome-provencale.com

Vi prøvede at give den en sidste chance inden Montelimar, og heldige var vi. Vi kunne bare gå ned og vælge en plads, der var mange ledige. Vi fandt os et par små, skyggefulde pladser med en fantastisk udsigt over området

Klik for større billede


18. juli

Vi sov helt til 8.30 i dag. Det var dejligt at være udhvilet. Campingmamma havde venligst udstyret os med en masse brochurer over Drome området. Vi blev enige om at køre til Hauterives og se landpostbudet Ferdinand Chevals sære hus - Palais Ideal. Vi parkerede på torvet foran rådhuset og gik de sidste 100 meter. Det var et spøjst hus med sære figurer, bygget af Cheval igennem 33 år. Han samlede hver dag sten til huset på sin rute, og om aftenen og hver søndag, kørte han dem hjem i trillebør. I 1912 var det færdigt - 26 m langt, 14 m bredt og 5 m højt. Vi gik undrende rundt og så på huset, og der var nok at se på. Det var et rodet syn af figurer, sære skikkelser og indeni var der nogle underlige gange, hvor der var kighuller ud.

Turen frem og tilbage var utrolig smuk, med bakket landskab og bjergene i Vecors i baggrunden. Vi stoppede ved en vejbod og købte abrikoser, nektariner, hindbær, agurker og hvidløg, der alt sammen lige var høstet. Vi spiste løs af de dejlige frugter, og det blev sent før vi fik lyst til noget aftensmad. Efter maden gik de andre en lille tur på campingpladsen, mens jeg blev tilbage og nød stilheden.

Klik for større billede


19. juli

Der var rigtig flot vejr lige fra morgenstunden. Vi besluttede at køre ud og se lidt på området. Efter Flemming havde været i bad, kom han i snak med en englænder, som lå ved siden af os. Han kendte den nøjagtige rute for Tour de France til i morgen, og vi blev enige om at se lidt på ruten, så vi kunne finde et sted at stå. Vi pakkede vores køletasker og kørte ind til en nærliggende større by - Crest.

Vi købte ind til frokost, og begav os af sted ind mod bjergene. Det var en flot tur. Det meste af tiden snoede vejen sig langs en flod. Ved 13-tiden kørte vi ind på en rasteplads med en flot udsigt, og spiste frokost.

Langs vejen holdt der flere steder biler, og folk var klatret ned til floden for at bade. Vi havde også taget badetøj med for en sikkerheds skyld. Vi skyndte os at skifte til badetøj og hoppede i. Det var en smule køligt i starten, men da vi først var kommet under, var det fantastisk dejligt. Vi kunne se bittesmå fisk, der svømmede rundt om os. Vejret var varmt, 35-36 grader - og bagefter lå vi på vores håndklæder og tørrede i solen.

Klik for større billede


Efter en god times tid kørte vi videre. Der var mange muligheder for at køre ind mellem bjergene, og vi kørte lidt på må og få mod Nyons. Nyons er kendt for lavendler. Da vi nærmede os Nyons, kom vi igennem flere og flere områder med lavendelmarker op ad bjergsiderne, og der duftede vidunderligt.

Selve området må være særdeles frugtbart. Vi kom gennem olivenlunde, abrikosplantager, der var lavendelmarker, solsikkemarker, vinmarker og lidt længere nordpå var der en masse hvidløgsmarker. Dette var Frankrig, som man ser det på postkort. Det var en meget flot tur. Da vi kom til Nyons, gjorde vi holdt. Vi gik lidt rundt og så på byen, men da det var mandag, var det hviledag. Kun store supermarkeder havde åbent. Så vi kørte videre og kom nu ind på en del af den vejstrækning, som touren skulle køres på. Vi fulgte strækket et langt stykke og drejede så af, hjem mod campingpladsen.

Vi kørte til Crest, hvor løbet kommer igennem i morgen, for at spise. Vi fandt en velbesøgt italiensk restaurant med udendørs servering. I øvrigt kunne vi kun finde italienske restauranter og pizzeriaer, som var åbne. Vi var dog lidt skeptiske med hensyn til hygiejnen, for dugen var en voksdug, der ikke var tørret af de sidste par dage (uger?). Der kom en midaldrende mand sejlende hen til bordet med menukortet. Vi var alle enige om, at han var plørefuld. Vi bad om at få dugen tørret af, og han gjorde den ren meget langsomt og omhyggeligt. Vi fik bestilt, og han zigzaggede tilbage ind i restauranten. Maden vi fik, var særdeles god, så vores skepsis blev gjort til skamme. Dog kunne vi ikke lade være med at more os over den berusede tjener, der hele tiden måtte støtte sig til bordene, når han gik frem og tilbage. Da vi kom tilbage til bilerne, kunne vi se at temperaturen kl. 22.00 stadig var 32 gr.

Klik for større billede


20. juli

Vi vågnede ved 6-tiden ved at regnen trommede mod taget. Heldigvis var det tørvejr, da vi igen stod op. Det var overskyet og "kun" 25 gr. I dag var det Tour de France-dag. Mændene fik noget at spise, og vi to piger blev enige om, at vi hellere ville satse på godt vejr, og bruge formiddagen ved pølen.

Det varede nu ikke længe før solen tittede frem, og temperaturen steg til 35 gr. Det blev en herlig formiddag, vi havde pølen helt for os selv. Ved 14-tiden kom mændene tilbage og hoppede i vandet til os. De var helt opkogte af varme, men det havde også været en fantastisk oplevelse for dem. De havde fået en masse reklameting smidt ud til dem fra caravanen før rytterne. Caravanen bestod af en masse biler, der var lavet om til ure, Mickey Mouse og lign.

Klik for større billede


22. juli - hjemturen

Turen hjemad gik godt nok. Der var massiv kø i stort set hele Luxembourg i alle retninger, med vejarbejde, omkørsler og hvad ved jeg. Langt om længe kunne vi fortsætte i Tyskland. Vi overnattede på en rasteplads mellem Osnabrück og Bremen. Næste dag var det stadigt varmt. Vi købte nogle rundstykker på tankstationen og kørte videre hjemad. Turen var ret begivenhedsløs, og vi stoppede kortvarigt i Harrislee for at købe ind ved Fleggaard. Vi var hjemme til aften tid.
Det var en rigtig god ferie, og vi glæder os allerede til næste år. Måske bliver det Kroatien igen, eller måske bliver det Sydfrankrig.

Venlig hilsen Joan og Flemming Petersen

Læs del 1 her

Klik her

Læs også

Vores tur til Kroatien sommeren 2003 her:
Klik her

Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Campingbranchen
Vendelbo Vans
Dansk Telt Import - Ren Fritid
Annoncer på CampingDanmark
  Glemt kodeord?