Af: Pernille Lykke Hansen
•
Fotograf: Camp-let.com
Camp-let: 2008 i nye farver
2008 byder på et totalt farveskift på både danske og udenlandske campingpladser, når Camp-let Royal dukker op i nye farver.
Samtlige 2008 modeller fra Camp-let rummer nye spændende detaljer
|
Samtlige modeller fra den sønderjyske familievirksomhed rummer nye spændende detaljer. Det blå fortelt er efter mange år sendt på aftægt og erstattet af et nyt fortelt i grå og rød beige, hvor der er mulighed for masser af ventilation uden at risikere træk. Samtlige Camp-lets fortelte er kvalitetstelte, fremstillet hos Isabella. Både Royal-modellerne og samtlige øvrige modeller, Apollo, Apollo Lux, Concorde og Savanne, udstyres fra 2008 med en ny type koldskumsmadrasser, hvor betrækket erstattes af et aftagelig, quiltet, vatteret betræk, som øger liggekomforten.
- Concorden er dog så populær, at vi nærmest ikke tør at lave en masse ændringer af frygt for at få teltvognskøberne på nakken. Der er dog ændret lidt i teltet, så vi forbedrer ventilationen i sovekabinen, og det regner vi med at slippe levende fra, ler Hans Jørn Nissen fra Camp-let A/S.
Klik for større billede
|
Populært med teltvogn
Camp-let Savanne, har også skiftet ham. Den gule vogn er blevet hvid og det sandfarvede telt er udskiftet med et telt i cognac og beige. Savannen er især populær på det hollandske marked, og det forventes, at de nye farver vil øge interessen yderligere.
- Vi har forsøgt at analysere på den store efterspørgsel, og en af forklaringerne er, at vi har udstyret Camp-letten med en hjælpefjeder, som gør det lettere at åbne og lukke vognen samt en længere trækstand, så der er plads til en stor bagageboks forrest på vognen. En del af dem, som købte en Camp-let for 15-20 år siden har allerede skiftet og flere overvejer at skifte til en af vore nutidige modeller, slutter Hans Jørn Nissen.
2008-sæsonen tegner i øvrigt til at blive en fortsættelse af succesen i den forgangne sæson. Her måtte man allerede melde udsolgt den 1. juli, og det endda til trods for, at der var produceret endnu flere teltvogne end de foregående år.
Mere fra CampingDanmark.dk