CampingDanmark.dk

29.1.09

Af: Hans Duggen Fotograf: Hans Duggen
Bogmærk eller del
 

Sverige (1/7): Øresundskysten - slotte, natur og kulørte huse

Vi skal ikke langt væk fra Danmark, før vi kommer til et land, som er meget anderledes: Sverige ved Øresunds kyst med sine slotte, parker, en flot natur på stenrige Kullen, de kulørte huse i Lerberget og Höganäs – og princesstårta hos Søstrene Lundgren.

Lerberget camping ligger helt ud til kysten så der er god udsigt over Kattegat.

Lerberget camping ligger helt ud til kysten så der er god udsigt over Kattegat.


Øresundskysten

Bilen er pakket og GPS’en er klar til at guide os til Lerberget Camping. Det er en dejlig solskinsdag og vi har god tid, så derfor beslutter vi os for, at køre over Øresundsbroen for at komme til Sverige. Vores nyligt anskaffede Brobizz virker, og det klare vejr gør det muligt at se langt op ad sundet og den svenske kyst.

Lerberget Camping ligger ved indsejlingen til sundet helt ude til kysten. Campingpladsen er opdelt i to halvdele, adskilt af den gamle hovedvej mellem Helsingborg og Höganäs. Vi ankommer og får en plads i nærheden af vandet, så vi har en god udsigt over Kattegat.

Frugtkapslerne fra de mange vilde klitroser i området kan bruges til marmelade.

Frugtkapslerne fra de mange vilde klitroser i området kan bruges til marmelade.


På pladsens kyststrækning har teltcampisterne deres område og der ligger en dejlig sandstrand. Selvom man herfra kan se både Gilleleje og Hornbæk, er der ikke mange andre danskere.

Senere på aftenen nyder vi højsommeren og går en lang tur til Höganäs. Turen hertil minder om den danske Øresundskyst med en masse pragtvillaer ud til vandet, men her er bebyggelsen og vandet adskilt af et bredt bælte med strand og klitter, hvor vi kan sidde og nyde udsigten og naturen efter vi har plukket frugtkapsler til marmelade fra de mange vilde klitroser som findes i området.

Sofiero slot ved Helsingborg er især kendt for sin smukke rosenhave.

Sofiero slot ved Helsingborg er især kendt for sin smukke rosenhave.


Sofiero

Vejret er skønt, og selvom det er fristende at blive på pladsen og slikke solskin, beslutter vi os for at se Sofiero, som er et slot tæt på Helsingborg. Da vi kommer frem er udsigten til slottet spærret af en stor scene, og det viser sig, at der skal være rockkoncert på plænen om aftenen. Vi finder en alternativ sti og kommer gennem et smukt skovområde med mange skulpturer og til sidst til dagens højdepunkt, rosenhaven, hvor der summer af sol, sommer og bier.

På halvøen Kullen ligger Krapperup slot, som er omgivet af en pragtfuld park.

På halvøen Kullen ligger Krapperup slot, som er omgivet af en pragtfuld park.


Krapperup Slot

Den flotte tur gennem Sofieros skove og parker gav masser af energi, og vi kører videre til Krapperup Slot, som ligger i nærheden. Den gamle slotsherre var før i tiden ejer af hele halvøen Kullen, og det lille slot er omgivet af en pragtfuld park, hvor der er gratis adgang. Der er virkelig smukt herinde; lyset falder skråt ind over græsplænerne og da vi sætter os på en bænk for at slappe af, befinder vi os i en skov af lavendelblomster, hvor insekterne summer om kap med fuglesangen i de kæmpestore bøgetræer.

Den fantastiske solnedgang over Kattegat kan nydes fra den lille by Lerberget.

Den fantastiske solnedgang over Kattegat kan nydes fra den lille by Lerberget.


Efter aftensmaden går vi en tur ind til den lille by Lerberget. Her er masser af små, maleriske huse og man mærker tydeligt kulturforskellen. Vi nyder den fantastiske solnedgang over Kattegat, og kan se Kronborg forsvinde i mørket.

Ved Kullabergs kyster kan klipperne være op til 65 meter i højden.

Ved Kullabergs kyster kan klipperne være op til 65 meter i højden.


Kullen

Benene er ømme efter de lange gåture i går, og vi beslutter at nyde sommerdagen på stranden, så vi kan være friske til i morgen.

Efter at have slappet af og hvilet benene i går er vi klar til at tage til Kullaberg (også bare kaldet Kullen). I Danmark er det kun på Bornholm man finder klipper, men heroppe – bare en times kørsel fra København, findes kyster med stejle klipper, som er op til 65 meter i højden, direkte ud mod havet. Et meget smukt og dramatisk landskab, hvor vi sidder og ser sejlbådene glide stille forbi pynten, kun få meter fra land.

I Flickorna Lundgrens have, nyder folk deres kaffe og spiser prinsesstårta.

I Flickorna Lundgrens have, nyder folk deres kaffe og spiser prinsesstårta.


Flickorna Lundgren

Vi har endnu en oplevelse til gode her på Kullen: en flot køretur gennem det smukke, bakkede landskab til Arild. Vi er langt væk fra al bebyggelse og der er vild natur så langt øjet rækker, og så ser vi et skilt, hvor der står ”Flickorna Lundgren” og kommer lidt efter til en lille lysning, som er fyldt med biler og en kø af mennesker meter står foran et bondehus. Hele haven er fyldt med stole og borde og folk der drikker kaffe og spiser ”prinsesstårta” og andre lækkerier. Vi kunne selvfølgelig heller ikke holde os tilbage.

Campingdanmark.dk
Seneste nyt
CampingShop.dk
Cabby
FDM - Campingpladser
Emmerbølle - Feriepark Langeland
  Glemt kodeord?