Herligt mod nord……også om efteråret

Klik for større billede

Jokkmok camping – ikke en sjæl

Vi ankommer sent aften til Jokkmokk Camping og Turistcenter og tro mig, vi er de eneste på hele campingpladsen, så det er ikke svært at finde en god plads. Det er diset og vi ser knap Lilla Lule Elv, som pladsen ligger ned til. Vi vælger at lægge os helt ned til vandet i håb om opklaring en af den næste dage. På denne del af campingpladsen er der ikke strømstander, men campingvognens batteri er fuldt opladt, så vi har masser af strøm og vælger derfor ”friheden” tæt på vandet. Det er næsten som at benytte sig af allemandsretten…..

På med den frottede pyjamas og dynen puttet godt ind til kroppen ligger vi her, og nyder, at det rusker i campingvognen, mens bladene drysser ned på taget, som var det stille regn.

Klik for større billede

Elgjagt og ingen hjemme

Næste morgen vågner vi så tidligt, at kroppen næsten nægter at være med på ideen om at stå op. Men der er ingen ”kære mor”, selvom det er fristende at blive under den varme dyne. Vi har en aftale med Roger på Kronogård ca. 50 km syd for Jokkmokk, og dagens største udfordring går på at få ”elg på krogen”. Elgjagten er i fuld gang i Sverige, kun afbrudt af 2-3 uger, hvor elgtyren er i brunst. Herefter går det løs igen. Det var ikke helt let at få fat i Roger. I disse tider er alle på fjeldet eller i skoven for at jage. Ingen er stort set hjemme.

Vi møder en morgenfrisk Roger sammen med hunden Scott  på gårdspladsen ved Kronogård, der ligger midt i et enormt naturreservat på 130 km2.

Med geværet på skulderen og rygsækkene pakket drager vi ud på fjeldet og længere ind i den smukke efterårsskov. Der er en hel bestemt stemning denne morgen. Diset ligger lavt over søer og myraer. Duggen hænger tungt på grene, blade og i de få edderkoppespind, der er tilbage. Vi er kommet lidt op i højderne og den første nattefrost har sat ind, så der er næsten ikke flere blade på træerne. Men ubeskriveligt stemningsfyldt er det.

Vi går længe uden at sige noget for det gør man jo på jagt, i hvert fald, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger om at se dyr.

Klik for større billede

Mens vi andre lytter og er stille, er Scott i fuld gang med at afsøge området foran os. Han vender jævnligt tilbage til sin herre for at tjekke, at arbejdet, han udfører, er i orden. Et fascinerende samarbejde mellem hund og menneske. Scotts speciale er egentlig at jage fugle op af græsset og fortælle sin jæger, i hvilket træ fuglen har sat sig. Men det ser ud til at Scott kan lede efter hvad som helst. Pludselig drøner han i fuld firspring forbi os, lige i hælene på en snehare, der allerede har skiftet til hvid vinterpels og er derfor let at se.  Vi har længe fornøjelsen af at se den lyse hund og den kridhvide hare kæmpe om henholdvis at slippe væk og fange. Men haren vinder. Scott giver fortabt efter 500 meter spurt ud over den sumpede myra.

Klik for større billede

Vi slår lejr for en stund

I fællesskab finder vi noget forholdsvis tørt brænde i skoven. Lidt af en opgave i det fugtige vejr, men fidusen er at finde en gammel stub, og så hugge sig ind til det tørre træ. Vi kigger spændt på Roger, da han åbner sin rygsæk.

Klik for større billede

Selv Scott ved, at der gemmer sig en godbid til denne pause.

I løbet ingen tid har Roger tilberedt dejlig frokost bestående af lun fladbrød med smør og stegt renkød

Klik for større billede

”Mums”!!

Vi taler om, hvorfor det meste mad bare smager bedre i naturen og bliver enige om, at hele stemningen omkring bålet med skoven, søen og varmen fra den knitrende ild gør sit til, at det er prisværdigt at sidde her og varme sig og få maven fyldt.

Klik for større billede

Vi bruger hele dagen i skoven, og selvom vi ikke ser elge eller for den sags skyld skyder noget, er det naturoplevelsen, der gør det store indtryk og den primære grund til vi er her.

Klik for større billede

Elgkød alligevel

Roger sætter prikken over i´et ved at give os 500 gram elgbøffer med, inden vi forlader Kronogård og sætter kursen mod Jokkmokk. På vejen tilbage stopper vi ved Polarcirklen, som vi har krydset for gud hvilken gang dette år. Men traditionen tro stopper vi at forevige ”krydsningen” på film.

Klik for større billede

Tilbage i campingvognen tilbereder vi på bedste vis bøfferne efter Rogers anvisning med kogte kartofler, sovs og tyttebærsyltetøj. Vi overdriver ikke ved at sige, at det velhængte kødet smager himmelsk.

Klik for større billede

Denne middag blev slutningen på en lang dag med frisk luft og en skøn naturoplevelse. Det var ikke noget problem at falde i søvn i den lune campingvogn.

Vi kører i en Solifer Finlandia S10 på 6.30 meter med enkeltsenge i bagenden, køkken og badeværelse i midten og en stor rundsiddegruppe i stuen. Vi har god plads.

Klik for større billede

En dag i samernes tegn

Næste dag står i kulturens tegn. Vi aflægger først besøg på det spændende Ájtte-museum, der fortæller om Jokkmokks -, samernes – og nybyggernes historie frem til i dag. På museet får vi et virkeligt godt indtryk af samernes liv. I generation efter generation har alt foregået på naturens præmisser og i renernes fodspor. Det er imponerende at se deres evne til at leve (overleve) i en til tider meget barsk og ubarmhjertelig natur.

Lige over for Ájtte ligger Den samiske Højskole, hvor unge samer fra hele Skandinavien kommer til Jokkmokk, der betragtes som samernes kulturcentrum, for at lære om deres eget folk. Problemet er, at mange samer i dag ikke lever af rendrift, men er flyttet til byerne for at ernære sig på anden vis. Højskolens primære formål er derfor at lære de unge mennesker om deres egen kultur, så den ikke går tabt. Skolen har stor succes og interessen er stigende blandt unge samer. Vi bliver vist rundt af Perisak, der er lærer og selv en anerkendt samekunstner. Vi møder også unge Elias fra Norge og Fredrik fra Sverige, der hver især er i fuld gang med et stykke samisk  håndværk. Henholdvis en kniv og en kuksa (et trækrus). De fleste materialer har de selv fundet i skoven tidligere på året.

Klik for større billede

Mødet med den store kunstner

Midt på dagen lægger vi vejen forbi en af de største nulevende samiske kunstner Lars Pirak. Hans værksted ligger i forbindelse med hans private hjem i udkanten af Jokkmokk. Vi træder ind i et varm lokale, hvor kreativiteten og Lars´ venlige velkomst er det første, der møder os.
Lars blev født i 1932 ikke langt fra Jokkmokk. Allerede som barn, hvor han gik i normadeskolen, udviste han stor talent for de forskellige samiske kunstarter.

Klik for større billede

Jeg sidder længe og studerer Lars

Med sikker hånd og fuld overblik over sine redskaber, snitter han de nærmest microskopiske samiske symboler ind i knives skede, der er gjort af horn. Et fantastisk stykke præcisionsarbejde.

Inden vi ved af det, har vi været der i tre timer eller måske mere. Men det har været det hele værd og en hel anden ting er, at på disse kanter går du ikke bare hjem til folk og kommer ind på livet af dem. Det tager tid, og det tager lang tid.  Men har du tiden venter der oplevelser, der sætter sine spor dybt ind i sjælen. Vi udvekslede adresse med Lars og lovede at kigge forbi ved næste Jokkmokk-besøg. Måske allerede til februar, hvor samernes vintermarked holdes for 397. gang i træk.

Vi tager afsked med Lars, som sender ordene ”buorre viessom Rasmus og Anne-Vibeke” efter os. Det er samisk og betyder held og lykke. Vi takker og siger ”i lige måde”.

Klik for større billede

Lars kunne tegne, male og arbejde med træ og horn og som ung kunstner begyndte han at sælge sine håndværker til turisthoteller i området. I 1949 deltog Lars i den første udstilling og året efter modtog han sin første kunstnerpris. En pris der i dag er efterfulgt af utallige andre anerkendelser.

Klik for større billede

Vi sidder længe og lytter til Lars´ mange fortællinger om samernes liv, hans eget lange liv og rives med af den fascination, hvormed Lars fortæller om den norsvenske natur og samernes kultur. De mange malerier omkring os sætter automatisk billeder på de levende ord, der langsomt men stødt kommer fra Lars.

I dag er Lars kendt for både sine malerier, hvor renerne er et af favoritmotiverne, men også sine imponerende knive med fantastiske udsmykninger vækker stor opsigt hos både samlere og anmeldere.

Klik for større billede

Hundene bliver aktive

På vejen hjem stopper vi kort ved en et lille hus i skoven. Her bor Matti og Karin og 35 slædehunde. Jeg må indrømme at jeg har en svaghed for slædehunde og især Sirbirian Huskies.
Den lille milde, men arbejdsomme hund har et fantastisk temperament. Vi står midt i den store hundegård, hvor alle hundene er fri på en gang, for det er tid til aftensmad og social samvær. Hundene kan mærke, at vinteren er på vej og får dag for dag mere energi. Deres højsæson ligger lige om hjørnet og de glæder sig til at komme ud og knokle i den hvide sne. I løbet af foråret og sommeren har de slappet af, mens efteråret nu går med at træne og komme i form til de lange ture på fjeldet.
Vi har allerede nu planlagt en vintercampingtur til Sälen og en ting er vist, hundeslædetur står på programmet.

Klik for større billede

En god bog med i seng

Dagen slutter med en god middag i campingvognen og derefter på hoved i seng. Det er skønt og godt at ligge under den varme dyne med en god bog, te og hyggeslik som dagens sidste oplevelse. Udenfor er der 1-2 grader koldt og det sner en lille smule. Det er da camping, når det er bedst.

Klik for større billede

I morgen…

I morgen kører vi mod Arvidsjaur. Vi har ingen planer om hvor langt vi skal nå, men det betyder heller ikke noget, for vi har jo alt med på krogen og så længe der er benzin på bilen går det stille og roligt derud af, og når vi ikke gider at køre længere triller vi ind på en campingplads. Hvor svært kan det være.

Mere information

Campingvognen kan du læse mere om på www.solifercaravan.se

Bilen kan du læse mere om på www.subaru.dk

Campingpladser i Sverige finder du på www.camping.se og den campingplads vi boede på, kan du læse om på www.jokkmokk.se

Kommentar og spørgsmål kan mailes til anne-vibeke@rejsejournalisten.dk