| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Denne autocamper er testet på en ca. 3.000 km lang vintercampingtur til Dolomitterne i Italien. Der er både kørt på motorvej og i bjergene og autocamperen er testet i minus 20 grader frost. Modellen er en delintegreret FRANKIA T 650 FD
Man går ind ca. midt i beboelsesdelen. Her træder man direkte ind i køkkenet, der er et lille vinkelkøkken med køleskab, håndvask og tre gasblus. Der er smalle garderobeskabe overfor køkkenet. Hele bagenden af autocamperen er sove- og badeværelse. I venstre side er der er stor dobbeltseng med et stort opbevaringsrum under. Rundt langs dobbeltsengen er der overskabe til opbevaring af tøj og andre lette ting. I højre side er der et aflangt badeværelse med separat brusekabine.
Mellem køkken og førerkabine er der stuen med siddegruppe. Denne kan lægges ned til en ekstra mindre dobbeltseng. Et af overskabene er ekstra stort og kan anvendes til Tv skab.
Dobbeltseng i soveværelset
Dobbeltsengen er hævet, hvilket giver et ekstra stort opbevaringsrum nedenunder. Rummet er helt ideelt til campingmøbler og andre tungere ting. Rummet kan nås udefra via servicelugen, hvilket gør det væsentlig lettere at få tingene ud og ind. Fra beboelsesdelen er der en mindre luge til opbevaringsrummet. Der er to store vinduer. Et i bagenden og et i siden. Begge er oplukkelige. Overskabene giver sammen med de resterende overskabe i stuen og over førerkabinen masser af opbevaringsplads til bl.a. tøj.
Ekstra plads i badeværelset
Det store aflange badeværelse er både praktisk og har god plads. Bagerst er brusekabinen, der også kan fungere som et mindre tørreskab til vådt overtøj eller støvler. Badeværelset har selvfølgelig både toilet, håndvaske, skabe, hylder, spejl, varmt og koldt vand.
Køkkenet er ikke specielt stort men fuldt ud funktionelt og dækker alle daglige behov til to personer. Der er kun to overskabe i selve køkkenet, så man vil typisk tage skabene i stuen og over førerhuset til hjælp med opbevaring af køkkenudstyr, service og mad.
Plads til seks i stuen
Stuen består af to topersoners siddepladser overfor hinanden. Begge med siden i kørselsretningen, hvorfor der ikke er sikkerhedsseler til disse. Bordet kan skubbes til begge sider, så det er let at komme fra førerkabinen til beboelsesdelen. Der er en ekstra plade til bordet, så det kan blive ekstra stort. Begge sæder i førerkabinen kan drejes, så de integreres i stuen. På den måde bliver der seks siddepladser. Der er oplukkelige vinduer i begge sider.
Mange timer i førerkabinen
De to vendbare førersæder har justerbare armlæn og kan tippes for optimal kørekomfort. Begge sæder har ekstra puder, som man typisk vil bruge om aftenen, når man kommer frem. Instrumentbrættet er standard for modellen. Er man over 190 cm vil man få problemer med at se ud af forruden. Behagelig varmefordeling.
Udvendig kan alle funktionelle systemer nås gennem serviceluger. Under døren er der trinbræt. Det kunne godt være dobbelt, for bilen er ganske stejl at stige ud af i sær for mindre personer. Døren har standardstørrelse, men kan virke mindre hvis der hænger tøj på krogene lige inden.
Minusser og plusser
Der mangler er større garderobeskab, hvor man kan hænge sit tøj. Man sidder en smule klemt i stuen, hvis man er mere end 4 personer. Den er mest ideel til to.
Pladsfordelingen er god, hvis man ønsker et stort badeværelse. Med 150 L frisk vandtank og 130 L spildevandstank samt et varmesystem, der kører på gas, er det en autocamper, der lægger op til en ferie med stor frihed, og hvor man kun behøver at køre på campingplads hver anden eller tredje dag. Autocamperen er også fuldt ud funktionel til vintercamping. Vi havde minus 20 grader på denne tur. Autocamperen er til fire personer men helt ideel til to voksne.
Fakta oplysninger
Bygget op på Fiat Ducato 15 2,8 JTD med 127 HK og AL-KO undervogn Monteret med 150 ltr. Vandtank
Ekstra vandpåfyldningsstuds,
130 ltr. spildevandstank,
Støtteben bagerst,
Elektrisk trinbræt,
Vindue i kabinedør,
Centrallås,
El-ruder,
El-spejle
Stor taglem Heki II
12 V ventilator Omnivent over køkken.
To drejbare pilotsæder i førerkabinen,
Brusekabine,
Dobbelt wc-kassette,
Udv. bruseudtag med koldt/varmt vand,
Stort bagagerum,
Fast seng i bagendens højre side med springmadrasser
Sofaarrangement forrest med sænk- og skydbart bord
Denne autocamper er udlejningsbil fra NBC Autocamper i Jels
Læs mere her www.nbc-jels.dk
| Annonce: |
|
|