| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Du undrer dig måske over at denne bil med en total længde på
kun 5,35 meter kan være en fuldgod autocamper. Men den har alt
hvad du behøver, plus lidt til. Vi skal se på en Knaus 501 Sport Traveller.
Udvendig
En Knaus er let genkendelig på grå plasticdetaljer som dækker hjørner og overgange sammen med det karakteristiske skørt. Ellers er denne autocamper enkelt udført i sandwichkonstruktion, og det gælder også alkoven. Glat hvidlakeret aluminium og minimal dekor er som nævnt mange gange tidligere, tidsrigtig.
På højre side er der indgangsdør, dør til bagagerum og to vinduer. Bagpå er en stige og et vindue, på venstre side tre vinduer og en gaskasse til 2x11 kg. gasflasker. På taget er den bageste lave del udstyret med ræling og for ventilation er der en ventil (bad) og tre tagluger, hvoraf en stor Heki I. Gulvpladen er skruet direkte på det originale chassis. Lidt overraskende fungerer bagagerummet også som ski boks. En smal høj dør fører ind til rummet hvor den yderste del går fra gulv til tag (40x38xh198 cm), hvor enden af skiene står ned i en fordybning af plastic med afløb for smeltevandet under bilen.
Indgang
Der er intet i vejen for at køre af sted, fire personer i denne autocamper. Men det er en typisk to personers. Måske et ældre par, der foretrækker små biler. Denne er ikke meget større end en større personbil. Knaus er et gammelt kendt navn på det tyske marked og behøver ingen nærmere præsentation. De har tre alkoveserier og Sport Traveller er den mest fornuftige. Men til trods for at bilen også er kort, er en Knaus til denne pris ikke daglig kost, i betragtning af den udstyrspakke som følger med. Denne består bl.a. af markise, tagræling med stige, varme i alkoven, myggenetsdør, stor tagluge (Heki I) og støtteben bagerst på bilen.
Indgangsdøren er enkelt udført men virker solid og er forsynet med myggenetsdør. Døråbningen er 53 cm bred. Inde for døren er der nedsænket trin (h27 cm) i gulvet. Dørtærskelen befinder sig således 43 cm over jorden, noget som er i den øvre del af skalaen.
Vi går indenfor
Tag et godt greb i indstigningshåndtaget på vej ind og nyd øjeblikket. Dette er den eneste detalje konstrueret i ægte træ i bilen (bortset fra kanten på bord og køkkenbordsplade). Resten er foliedækket finer eller træfiber. Dette er helt normalt, dog med lidt flere indslag af træ. Som regel tænker folk ikke over om overfladerne er ægte træ eller ej. Møblerne er holdt i en lys, varm trædekor som tyskerne kalder Erle (elletræ). Tag og vægge er lyse plader med diskret dekor. Også vinylbelægningen på gulvet er lyst med små nister. Pænt og praktisk, men lidt kedeligt. Det som hæver indtrykket er hynderne (design Lago) kombineret med gardinerne. Inde for døren har vi til venstre køkkenbord, bagved garderobeskab og bagest ”skistalden”. I midten bagest, en lille TV bænk, på venstre side toiletrum og foran en siddegruppe for fire. Overskabet findes over bænken bagi, over køkkenbord og siddegruppe.
Køkken
Køkkenbordet (130x59xh95 cm) består af køleskab (RM 6291, 90 ltr.), to skabe og bestikskuffe. Nedsænket i bordpladen med glaslåg er komfurdelen (tre blus) og vasken, begge fra Cramer. Disse optager meget af fladen, men noget plads er der tilovers til at sætte fra på. Overskabet er firedelt med hylder, relativt brugervenligt men kunne godt have været dybere og dermed mere rummeligt. På undersiden er der to spotlights og kontakter for 12V og 220V.
Toiletrummet (98x100xh209cm) har bruseren integreret i rummet og badeværelsesgulvet ligger direkte på undergulvet, noget som kan blive en kold omgang om vinteren. Vask og toilet (Porta Potti C2) fungerer fint, men bruseren bærer lidt præg af nødforanstaltning. Strålerøret fra hanen på vasken løftes op til en holder på væggen, forhænget trækkes hele vejen rundt. Men for at betjene bruseren må man ”ud af” forhænget og det er vanskeligt at undgå at sprøjte vand, især i dørområdet. Alle samlinger er fugede så det er ikke kritisk og med lidt træning går det sikkert fint. Skabsplads er der nok af men skabene for småting er placeret oppe under loftet (for at spare plads) og vil være uoverskuelige for korte personer. Ellers er badet pænt indrettet.
Seng og siddegruppe
En forudsætning for at købe denne bil er at man er i stand til at benytte alkoven. Adgangen er som sædvanlig en stige og taghøjden over madrassen er 66 cm som er over gennemsnittet. Men er du først på plads bliver du belønnet med en stor og komfortabel seng (210x157 cm). Madrassen er 13 cm tyk (forhåbentlig bliver skummet lidt blødere efter nogen tids brug) og ligger på fjedrende trælameller. En varmluftsslange fra varmeanlægget er lagt rundt om sengen, to vinduer og tagluge sørger for ventilation, derudover findes lampe, sikkerhedsnet og den førnævnte stige. Siddegruppen til fire kan forvandles til seng med målene 180x130 cm. Det forreste sæde indeholder gaskasse og vandtank, den bageste vandpumpe (Shurflo trykpumpe), en lille hjulkasse og dermed god bagageplads. Bordet måler 95x61 cm og ellers er målene gennemsnitlige. Det er to trepunkts seler på bageste sæde, ved den forreste hoftesele.
Skabe
Garderobeskabet (56x53xh93 cm) kan få øget hængehøjden ved at fjerne to løse hylder nederst. Enkelt og fleksibelt for at udnytte pladsen bedst mulig. Nedenunder sidder ovnen Truma C3402. Døren i skabet i midten bagi, fører ind i bagagerummet, praktisk. Overskabene er udført på to forskellige måder. Over køkkenbordet er dørene sidehængslede og skabene har hylder. De fungerer relativt godt, selv om de som tidligere nævnt kunne have været større. De andre skabe har tophængslede låger og en udformning som med eller uden hylde gør dem lidt vanskelige at udnytte. Det er tydeligt at små nette overskabe med en smart design er lettere at sælge end større og adskilligt mere praktiske. Efter min mening skulle det være forbudt at lade flot udtømning gå foran det praktiske. I denne bil vil overskabene blive udnyttet maksimalt.
Teknisk
Som nævnt har bilen trykvand og vandtanken er på 105ltr. Spildevandstanken er også på 105 ltr., den hænger under bilen, er isoleret og er opvarmet med luft fra bilens varmeanlæg. Ovnen er en Truma C3402 med integreret vandvarmer (12ltr.) og med varmedyser, fire i bodelen, en i badet og to i alkoven. Varmluftstilførselen til spildevandstanken virkede noget beskeden, men tanken er god og efter min mening den bedste løsning når tanke som ligger under gulvet skal frostsikres.
Vinteregenskaber:
Hjulkasserne bagi var isolerede men hvor godt var det umuligt at finde ud af. Det nedsænkede trin på indersiden af døren var godt. Forhænget ind mod førerhuset, nåede ikke ned til gulvet og dækkede heller ikke hele bredden. Desuden må det have en vis isoleringsevne for at være dueligt. Jeg ved ikke helt hvordan producenterne af diverse autocampere har forestillet sig løsningen på dette problem, men ved streng kulde (som f. eks i skrivende stund) bør førerhuset skilles fra bodelen med et tæt og tykt forhæng. Selv om der tættes mod førerhuset vil der stadig være fodkoldt bag i bilen om vinteren, men ellers, alt ser ud til at fungere godt. Ovnen på 3.400 watt skulle klare jobbet i og med at bilen er så lille. De fire varmluftsdyser i bodelen befinder sig forrest og flere dyser, hvoraf nogle bagi, havde været en fordel.
Det synes vi
Dette er en lille bil til en lille forholdsvis lav pris, særlig når udstyrslisten tages i betragtning. Den egner sig godt til et ældre par som er utrygge ved at hænge fast i en alpelandsby. Hvad jeg havde ændret før jeg tog ud på tur med denne bil? Ingenting, det er bare at køre derudaf. Til vinterbrug havde jeg dog tætnet bedre mod førerhuset.
| Se også... |
| Annonce: |
|
|