CampingDanmark.dk

4.10.03

Af: Ninna og Leif Broni
Bogmærk eller del
 

Påsketur til Harzen

En af CampingDanmark.dks læser har sendt os denne rejsebeskrivelse: I forbindelse med juleferien blev det besluttet at køre en fælles tur til Walkenried i Harzen. Når jeg siger en fællestur, drejer det sig om 5 personer + ”Hr. Broni” (vores hund) i 2 campingvogne + en lejevogn på KNAUS-Camping Park

Klik for større billede


Afgang fra Horsens Skærtorsdag morgen/formiddag kl. lidt over ni, ud på E 45 og sydover. Per kører forrest fordi han er udstyret med en ”GPS”, sådan en elektronisk vejviser, af Per kaldet ”Mrs. Hyacinth”, der konstant kommer med kommentarer om hvor og hvornår man drejer, ankommer o.s.v. Hvem er vi så? Vi er Ninna og Leif, som allerede to gange tidligere har tilbragt vores efterårsferie på en dejlig campingplads, som ligger i et utroligt smukt område af Sydharzen, med svoger-/svigerindeskabet Alice og Per samt Grethe.

Hvorfor skulle det nu være Harzen? Det var jo der vores forældre kørte ned for at campere, så det er da nok et noget gammelt og slidt område som er overrendt af både den ene og den anden!?! Nej, Harzen er nok gammel, men ikke slidt. Det er et utroligt dejligt stykke natur, som der værnes om både på den ene og på den anden måde.
Rent faktisk er Harzen et stort naturreservat sådan overordnet set, og der gøres meget for at man får et godt indblik i denne natur og dens tilblivelse.

Her er det at KNAUS-Camping Park midt i Sydharzen, i umiddelbar nærhed af luftkurbyen Walkenried med sit 850 år gamle Zisterzien kloster, kommer ind i billedet som en naturlig brik i denne natur, og så ligger den kun ca. otte timers kørsel fra Horsens. Ja det vil sige det blev til ca. ti timer denne gang, for vi havde ikke taget højde for den danske tradition med at tage til Tyskland for at handle ind Skærtorsdag, så der gik næsten to timer ved Otto Duborg.

Klik for større billede


Fin campingplads

KNAUS-Camping Park, er en udenmærket campingplads med de faciliteter der er nødvendige for at man kan føle sig tryg og godt tilpas. Et nyt værtspar, Familien Weisbarth, byder velkommen på en utrolig venlig og behagelig måde, så man med det samme føler, at her er man velkommen. Pladsen har ca. 200 standpladser, og de enkelte standpladser har en fornuftig  størrelse.

De sanitære bygninger er ikke af nyeste dato, men er velholdte og ikke mindst rene og ryddelige; så det er dejligt når man skal have et brusebad eller man skal vaske op, at der er rent og pænt. Endvidere er der et lille køkken samt mulighed for at vaske sit tøj. Hvis man vil besøge pladsen, er det nok en god ide at medbringe et adapterstik, med et ”tysk hanstik” i den ene ende, da ikke alle strømkasser er forsynet med ”EU-Stik”. I forbindelse med pladsen er der en svømmehal og der er mulighed for et slag minigolf.

Er man ikke til de store kulinariske udskejelser i campingvognen eller i det lille køkken, er der også mulighed for at få stillet sulten i restauranten der ligger lige ved siden af receptionen. Man kan dog også tage ind til byen og forsøge sig her. Af indkøbsmuligheder er der et EDEKA-Supermarked og andre småhandlende. Meget naturligt for en by af denne størrelse.

Klik for større billede


Goslar

Påskelørdag tog vi til Goslar, som er en gammel kejserby, med kejserpalads samt nogle andre utroligt smukke gamle bygninger, bl.a. må man ikke snyde sig selv for klokkespillet på byens gamle torv. I de hyggelige gader, har man mulighed for at handle i mange forskellige forretninger, både små og store. Når man besøger Goslar, skal man også prøve at besøge restauranten ”Altdeutsche kartoffelhaus” hvor der på menukortet findes ca. 100 forskellige retter, som alle sammen på en eller anden måde indeholder kartofler. Vi hyggede os med 5 forskellige retter som blev beskuet, filmet, diskuteret og spist.

Efter at have besøgt Goslar, handlet hekse m.m. kørte vi ud for endnu engang at forsøge os med drypstenshulerne, men denne gang sikrede vi os at det var den rigtige by vi satte kursen imod og det lykkedes! Vel ankommen til Elbingerode ved Rübeland, gik vi på en guidet tur i ”Baumannshöhlen” en dejlig og smuk tur som skal opleves.

Klik for større billede


Turen går hjemad

Søndag var det meningen at Leif og Per skulle ud for at spille golf, men på grund af gårsdagens ”Hekseskud” valgte Leif at blive hjemme. I stedet var det Alice og Per der tog på golfbanen, mens vi andre slappede af ved campingvognene med en god dansk frokost med sild, snaps m.m. Aftensmaden blev indtaget på pladsens restaurant hvor man for en rimelig betaling får alt det man kan spise, og lidt til! Et enkelt minus ved restauranten er at man kun kan betale med euro.

2. påskedag, altså mandag, pakkede vi sammen og kørte hjem. Vi var enige om at det havde været en god tur med nogle gode oplevelser som andre også burde forsøge sig med. Så vi har kun tilbage at sige at vi varmt kan anbefale en tur til Harzen og ikke mindst til det at benytte KNAUS-Camping Park i Walkenried som basis.

Med venlig hilsen og god sommer m.m.
Ninna & Leif Broni

Adresse

KNAUS-Camping Park
Ellricher Strasse 7
D-37445 Walkenried

Tlf: + 49 55 25/778

Læs mere her

www.knaus.dk eller www.knauscamp.de

Husk

Du til en hver tid kan sende din rejsedagbog her til CampingDanmark.dk så andre kan få glæde af dine oplevelser og erfaringer.

Send til anne-vibeke@rejsejournalisten.dk

Links Annonce:
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
  Glemt kodeord?