CampingDanmark.dk

12.7.08

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Luksus Camping – når intet mangles

Det er længe siden camping var madrasser med halm og fugtige soveposer. I dag er der stort set ikke grænser for, hvad man kan medbringe på campingturen for at forsøde livet og øge komforten, så den næsten er bedre end der hjemme. Den kræsne campist skal dog holde øje med vægten.

Klik for større billede


Camping er i dette årti i den grad gået fra at være rejser med moderat udstyr til en ferieform, hvor vogne spækkes med luksusudstyr, der kan øge komforten og vise velstand over for naboen. Mange, der tidligere har sejlet har nu solgt båden og købt en kæmpe luksuriøs autocamper med alle de komfortable goder, som vi også kender i moderne hjem i dag. Blandt fastlæggere og campingvogne ser man også en tendens til at vognene proppes med moderne udstyr. Selv teltcampister går efter luksus om end det stadig er på et andet niveau. Man vil ikke længere nøjes med at ligge på tynde liggeunderlag, men medbringer rigtige senge og dyner. Man har adgang til strøm og kan derfor også medbringe køleskab, elektrisk varmeovn, TV og computer i teltet. En anderledes måde at komme ud i naturen på.

Campingvogne og autocampere fås i stort set alle prislejer, og når selve vognen er anskaffet, kan man starte med at fylde den med komfortable luksusgoder så som fladskærm, aircondition, parabol, elevationssenge og meget mere. I bund og grund kan man sige at man i dag kan få alt det moderne udstyr man har der hjemme til camping. Det er ofte lidt mindre, og hvis muligt, gjort af et letvægtsmateriale, så det ikke vejer mere end højst nødvendigt. Vægten kan for luksuscampister hurtigt blive et problem.

Campingpladserne udvikler også

Specielt i Danmark har campingpladserne været igennem en omfattende udvikling, der specielt er gået på modernisering af de sanitære anlæg, hvor der nu findes store familiebaderum og andre luksuriøse forhold i fælles arealer som opholdsrum og køkkener. Der er også sket meget indenfor aktivitetsområdet med swimmingpools, legepladser og minigolfanlæg. Campinghytterne er ligeledes ombygget til små veludstyrede sommerhuse.

Klik for større billede


Eksempler på luksus

Parabol og TV:

Paraboler og fladskærme fås i mange forskellige kvaliteter og med forskellige egenskaber alt efter om det skal være et analogt eller digitalt system. Flere paraboler kan monteres på taget, men hold øje med vægten. Det bedste er at de tunge ting ligger nederst i campingvognen.

Aircondition:
Det gælder også for airconditions, der ofte monteres i taget. Får man for mange tunge ting i taget kan en gulvmonteret aircondition anbefales.

Movere:
En Mover er genial, hvis man har en stor tung campingvogn. Eller en mindre vogn, som man stadigvæk har problemer med at skubbe på plads f.eks. pga. dårlig ryg. En fuldmonteret mover vejer op mod 70 kg og er en af de tunge ”drenge” i vægtregnskabet.

Klik for større billede


Komfur:
Langt de fleste vogne har tre gasblus, men det er muligt at få et helt komfur, der også kan køre på strøm. Det tager både meget plads og vejer. Til gengæld har man både kogeplader, ovn og varmeskab.

Gulvvarme:
Ingen forbinder ferie med at fryse og campere man uden for sæsonen kan man med fordel øge komforten ved at sørge for at varmen er i orden. Elektrisk gulvvarme er let at montere og giver god varmefordeling i hele campingvognen eller autocamperen.

Varme i teltet:
En gasvarmeovn kan anbefales til teltcampister, der har svært ved at forlade den lune sovepose. Tænd op ti minutter før man skal op, så er der varme i teltet.

Klik for større billede


Kølige drikkevarer:
En vinkøler er noget af det seneste luksusudstyr på markedet til campister. Her kan seks flasker vin ligge på køl indtil maden er klar. Vinkøleren kan både køre på 220/230 V og 12 V, hvilket betyder man også kan have drikkevarer på køl i bilen f.eks. på vej på ferie.
En almindelig køleboks vil også kunne opfylde begge behov, så længe den er dyb nok til vinflaskerne.

Se også...
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Eurocamp
  Glemt kodeord?