| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Denne vogn er testet på en uges campingtur til det sydvestlige Finland. Den har kørt på alle slags veje fra motorvej, landevej og mindre skovveje. Campingtrækkeren er en Kia Sportage 2,2 CRDI med 6 gears. Vognen er indrettet med badeværelse, dobbeltseng, køkken og stue.
Udvendig
Man lægger først og fremmest mærke til, at der ikke er så mange vinduer. Det skyldes Kabes fine egenskaber som vintercampingvogn. Vinduerne er de store kuldebroer. Gaskassen er stor og rummelig og lågen åbner højt, så man kan få større ting ind. Støttebenene køres ned på siden af campingvognen, hvilket er en enorm fordel om vinteren, hvor sne ofte pakker sig i de forreste støttebenshuller, så man ikke kan køre den ned efter ankomst. Over indgangen er der en lampe, der også kan give godt lys, hvis man har fortelt på. Alle vinduer kan åbnes.
Badeværelse – ren luksus
Bagerst i hele campingvognen bredde er der badeværelse med separat brusekabine, håndvaske, toilet og skabe. Brusekabinen er rummelig og har virkelig god plads. Der er flere skabe end man egentlig har brug for, men opbevaringsplads får man sjældent for lidt af. Der er også god plads ved det store spejl og håndvasken. Hele seks håndklædeholdere samt en stor håndklædevarmer.
Foran toilettet er der ekstra god benplads. Alt i alt er der fantastisk god plads. Det er ren luksus.
Soveværelset – seng i to størrelser
I den ene side af soveværelset er der garderobeskabe fra gulv til loft, hvilket giver utrolig meget opbevaringsplads. I det ene underskab står Alde fyret. Rundt om dobbeltsengen er der ydermere overskabe. Dobbeltsengen har to breder. Om dagen er den smallere, og det giver mere gangareal mellem køkken og badeværelse.
Om aften kan lamelbunden trækkes ud, hvilket forlænger sengens bredde med 40 cm. Springmadrassen, der er af høj kvalitet, følger med. Ved vinduet er der et spjæld, der åbnes så man får ekstra ventilation.
Køkken – lille men praktisk
Køkkenet er umiddelbart ikke særligt stort, men der er selvfølgelig alt det man skal bruge: komfur, køleskab, fryseboks, vask med varm og kold vand. Det er bordpladsen, der gør køkkenet lille, men der er løst med to fleksible bordpladser, der kan trækkes ud og slås ned. Den ene sidder i spisebordet og den anden på væggen i forlængelse af køkkenbordet. Tv bordet på modsatte side kan også bruges til afsætning. Selve spisebordet i stuen er stort, så det kan også bruges. Der er fint med skabsplads og fordelingen mellem skabe og skuffer er fornuftig.
Flere skabe har udtræksskuffer, hvilket er en god ting. Emhætten sidder lige over komfuret og suger godt. På modsatte side er der barskab og tv bord med underskab.
Stuen – stor og rummelig
Det er en stor rundsiddegruppe med gode siddepladser hele vejen rundt. Der er ude problemer plads til seks voksne. Under sofaen er der magasiner til opbevaring. To af dem er dog rimeligt fyldte med hhv. vandtank og batteri. Lige ved indgangen er der et lille kosteskab.
Der er overskab hele vejen rundt i siddegruppen. Der er også hylder til pynteting. Al belysning i loft har lysdæmper, så man kan finde det rigtige niveau alt efter om man skal bruge arbejdsbelysning eller hyggebelysning. Spots er fordelt fornuftigt i hele vognen.
Minusser
Det eneste lille minus jeg har fundet i denne vogn er et lille mellemrum på en cm mellem rundsiddegruppen og køkkenet, hvor skidt samler sig.
Plusser
En meget ideel campingvogn for to voksne, der vil have god plads – også når der kommer besøg. Forholdene mellem badeværelse, soveværelse, køkken og stue er helt perfekt fordelt. Kabe er en eminent helårsvogn. Forholdene mellem varmefordeling, varmeforbrug og ventilation er helt i top.
Har det stor betydning for dig, er det kun et spørgsmål om at finde den rigtige indretning og den rigtige pengepung.
| Se også... |
| Artikler: |
| Links: |
| Annonce: |
|
|