| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Under de bedst mulige testforhold – her forstås minus 24 grader – boede vi en uge i denne Bürstner Belcanto Nordic 580 TK, hvor der er plads til den store familie, men spørgsmålet er om alle kan holde varmen under så lave kuldegrader.
Flot vinter i Hemsedal
Vi er kørt til de norske fjelde for at få de optimale testforhold. Denne vinter sætter Hemsedal rekord med godt tre meter sne og mens vi er der, er der oven i købet også kulderekord med minus 24 grader. Med andre ord optimale testforhold, der passer os perfekt.
Det er bare på med de lange underbukser og vanter og så i gang. Vi fik ikke brug for vores medbragte skovle. Pladsen var fint ryddet da vi ankom, så en god start.
Stor campingvogn og masser af plads
Denne campingvogn er ganske stor, men meget let at køre med. Man kan ikke mærke forskel på fem eller seks meter, og den ekstra plads er suveræn, når man er på vintercamping, fordi man er meget mere inde i sin campingvogn. Vognen er udstyret med Alde 3010, som kører upåklageligt, men man skal forvente også at supplere med gasvarme, så snart graderne kommer ned på minus 15 grader eller mere, for at opretholde en stuetemperatur på 22 grader.
Det skyldes konstruktionen af campingvognen, der har store vinduer og kun 30 mm isolering på sider og tag, samt 40 mm isolering på gulvene. Om dagen når solen står på, kører vi på kun 1000 W og ingen gas. Her er der dejlig varmt inde i vognen.
Suverænt køkken
Køkkenet i denne Bürstner er virkelig både praktisk og lækkert. Designet er moderne og funktionalisterne er i orden. Store skabe og skuffer. Masser af plads. Emhætten er guld værd om vinteren, hvor man ikke på samme måde som om sommeren kan åbne vinduet, når der laves mad. Der kan ved ekstreme kuldgrader være koldt bagerst i underskabene. Pas på med at opbevare noget som ikke kan tåle kulde.
Store og rummelig soveafdeling
Hele forenden af campingvognen er soveafdeling for både børn og voksne. Dobbeltsengen kan skubbes ind til væggen, så man lettere kan komme til køjesengene. Dobbeltsengen har stor liggekomfort på den store madras, men det anbefales også at anskaffe sig en rullemadras, så man ikke kan mærke samlingen mellem den store madras og det stykke man skal bruge, når man folder sengen helt ud.
Der er magasin under dobbeltsengen. Dejligt med de store vinduer, selvom det bliver lidt køligt, når det også er rigtig koldt udenfor. Træk gerne gardinerne ned, som en form for isolering, når man er ude.
God plads ved køjerne
Sjældent ser man, at der er god plads, når der er tre køjer, men det er der i denne vogn. Når man ikke anvender den mellemste køje kan denne bruges til opbevaring ved hjælp af et rummeligt opbevaringsrum med lynlås. En god ting til legetøj eller tøj. På billedet er dobbeltsengen slået helt ud og man kan stadig gå hen langs køjerne. Der er et stort vindue, der går ved alle tre køjer. Det er en stor kuldebro ved børnene, men kulden nedsættes markant, fordi varmen kommer op under den nederste køje og op langs væggen. Igen kan det anbefales at rulle gardinet ned om natten og når man ikke er hjemme, når det er meget koldt, så er der ingen problemer.
Gode køjer
Køjesengene er brede og med gode madrasser, så børnene også sover godt. Der er sikkerhedsnet ved den øverste køje, så barnet ikke falder ud. Lamperne ved hver seng kan justeres i højden, så man kan få den ønskede belysning. Børn opfatter ikke deres køje som en seng, men som regel som hele deres værelse på ferien. Mathias sover denne gang i den øverste køje og er vild med den, mens Mie sover nederst.
Lunt badeværelse
Badeværelset, der er midt i vognen, er praktisk indrettet, og har det et badeværelse skal have. Man kan godt synes, at radiatoren fylder ganske meget, men om vinteren er det en utrolig god ting at have.
For det første giver den varme og det er behageligt, og hvis der ikke er tørrerum på campingpladsen, vil det typisk være her man tørrer sit fugtige vintertøj, når man kommer ind.
Det gør badeværelset rigtig godt. Overfor badeværelset, er der et stort garderobeskab, der også er lunt. Det er åbent for oven så luften kan cirkulere.
Stue med sofa
Siddegruppen er utrolig behagelig med bredde hynder, som børnene også sidder godt i. I hjørnerne er der højere hynder som man sidder godt ved, når benene skal op. Bordet står løst på gulvet og er let at flytte rundt. Har man helt små børn kan det anbefales at få et mere firkantet bord, som børnene sidder bedre ved, men det runde bord giver mere harmoni i stuen.
Kondens – vintercamping udfordring
Når det bliver koldt uden for og man sover fire personer inde i varmen udvikles der kondens på ruderne. Når det er så koldt som på denne tur fryser det til is på indersiden af vinduet. Det forsvinder i løbet af dagen og i sær hvis man er flink til at lufte ud, hvilket anbefales selvom det er koldt.
Ekstraudstyr
Forteltet kan varmt anbefales at tage med på vintercamping. Det giver ekstra opbevaring samt en god varmesluse. Husk det skal være et fortelt, der egner sig til vintercamping. På denne tur har vi et Isabella Snowboy med, der er let at sætte op. Hvis man ikke kan få pløkkerne i, så fyld sne på græskanten og evt. vand så det fryser fast. Når man skal hjem fjernes det med lunt vand igen. Vi har også et Bolon campingtæppe med. Det giver et skridsikkert underlag inde i forteltet.
Konklusion
Denne Bürstner Belcanto er en særdeles god tre sæsoners vogn, der også sagtens kan klare en årlig tur på vintercamping. Er man til vintercamping og tager på mange ture hele vinteren, vil man finde mere komfort i en decideret vintervogn.
Til den store familie er indretningen ganske enkelt perfekt med god plads til alle. Designet er både hyggeligt og praktisk. Funktionalisterne er i orden og til prisen får man en gennemført campingvogn.
Fakta
Totallængde: 761 cm.
Karosserilængde: 609 cm.
Totalbredde: 250 cm.
Totalhøjde: 255 cm.
Totalvægt: 1700 kg.
A-mål: 1012
| Se også... |
| Artikler: |
| Pladser: |
| Links: |
| Videoer: |
| Foto: |
| Annonce: |
|
|