Turen går til Korsika
|
Napoleon Bonaparte - historiens mest berømte korsikaner - hævdede, at han kunne finde frem til øen med bind for øjnene blot ved hjælp af lugtesansen. De, der har været på Korsika, forstår hvorfor. Turen Går Til Korsika guider dig til den naturskønne historiske øs bedste vandreture. Bogen indeholder også en delikat introduktion til det korsikanske køkken - samt en masse andet, der gør turen til Korsika til en særlig oplevelse for alle.
Vandring - Korsikas største turistattraktion:
Hvert år lokker Middelhavets gæstfrie temperaturer og klare vand tusinder af dykkere, snorklere, surfere og sejlere til øen. Men deres antal overgås mange gange af et sælsomt folkefærd klædt i armyfarver - alle med et stålfast blik rettet mod de spidse, korsikanske bjergtinder. Der er tale om den store gruppe af turister, om hvert år strømmer til øen for at klatre og vandre i de korsikanske bjerge.
Forfatteren bag bogen, Henrik Zacho, kender efterhånden de korsikanske vandreruter bedre end sin egen baghave: "Mange kalder bjergene for Korsikas sjæl," fortæller han og fortsætter, "og man har i de senere år gjort meget for at gøre denne sjæl lettere tilgængelig for turister, der ønsker at prøve kræfter med de strabadserende vandreruter, som på kryds og tværs binder øen sammen."
Her er noget for enhver ambition, temperament og fysisk formåen. Fra myriader af dagsture, hvor man kort stifter bekendtskab med bjergene eller de mindre kuperede kyststrækninger, til kongeruten GR20, hvor man over 16 hårde etaper forcerer godt 200 km på sammenlagt 19.000 højdemeter op ad flere af Korsikas højeste bjerge.
"Korsika har 50 bjergtoppe over 2000 m. Og undervejs på de strabadserne ruter ser man stort set alt, hvad øens natur har at byde på, fra klare bjergsøer, tæt og duftende makitil små bjerghytter fjernt fra alting," forklarer Henrik Zacho.
Fra hav til hav:
Er man knap så ambitiøs, findes der en lang række kortere vandreture, som ligger i periferien af GR20 og som byder på lige så store naturoplevelser.
"De mest kendte er Tra Maree Monti - »mellem hav og bjerge« i nord og syd, samt Mare a mare - »fra hav til hav«," fortæller Henrik Zacho.
Mare a mare findes i tre varianter, en i nord, en i midten og en i syd, der alle forbinder østkysten med vestkysten. Overnatningen foregår ligesom på GR20 i hytter, og selvom ruterne er kortere, stilles man over for de samme strenge krav til fysik og planlægning som ved storebroderen GR20.
"Ønsker man ikke at overnatte i bjergene, men blot komme tæt på naturen en dags tid, er der rig mulighed overalt på øen. Hver by har sine vandreture, og turistkontorerne kan som regel give nærmere oplysninger om de lokale ture. Der er især mange korte vandreture omkring Corte midt på øen, i kastanjeskovene Castagniccia, ved Porto på vestkysten og omkring Bavella-bjergene på den sydøstlige del af øen." uddyber Henrik Zacho.
Korsika byder naturligvis på meget mere end vandreture. Udover tips til ruterne på det naturskønne Korsika, giver Turen Går Til Korsika en delikat introduktion til det korsikanske køkken - og en masse andet, der gør turen til Korsika til en god oplevelse for alle.
Turen Går Til Korsika er en koncis og inspirerende guide til alle, der vil have mere ud af turen til Korsika. Både dem, der skal dertil for første gang, og dem der vil have nye facetter på gensynet.
Om forfatteren
Henrik Zacho er cand.mag. i fransk og arbejder til daglig med organisationsudvikling. Derudover er han freelancejournalist og Korsika-entusiast. Han har gennem mange år arbejdet og opholdt sig på Korsika og kender derfor hver en krog af øen og dens indbyggere.