| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
En kombineret ferie, hvor familien på en gang er tæt på både by og natur, er i den grad muligt på Fyn. De korte afstande gør, at du kan nå det hele på kort tid. Det er med andre ord helt op til dig, hvor på Fyn og øerne du vil bo, for at få kombinationen af både natur og by. Campingpladserne ligger både tæt på de mindre hyggelige byer og ude midt i den pragtfulde natur.
Det gode ved campinglivet er, at man bor ude midt i den frie natur. På Fyn er naturen meget afvekslende og du kan selv bestemme om du sammen med din familie vil bo tæt på skoven, en sø eller helt ud til vandet. Hvis I vælger at bo på campingplads inde midt på Fyn, er der ikke langt til nærmeste kyst, og det er uanset, hvor I bor. Charmen ved at bo tæt på byerne er, at I selv kan kombinere dagene og gøre det I mest har lyst til. Alt er tæt på.
Campingpladser ligger smukt placeret, så I har naturen lige uden for døren, og alligevel er det let at tage til byen for at shoppe eller være kulturel.
Idyl overalt
De fynske landsbyer er verdenskendte for deres idyl og romantik. Det skal ganske enkelt opleves. Den bedste måde er ved at gå rundt i byerne. Slentre efter næsetippen og glemme alt om tid og sted – og bare nyde. Der er god tid til at sætte sig på en cafe og indsnuse byens atmosfære. De store indkøbscentre er langt borte. I stedet er der små specialforretninger og spændende mindre butikker, hvor den personlige service er en del af det at handle. Du er ikke bare en tilfældig kunde.
Mange af de fynske byer ligger ude ved kysten og har stemningsfyldte havnefronter, der i disse tider moderniseres uden at det autentiske maritime miljø forsvinder. Det er her alle mødes til god mad eller et glas vin, mens de bare tæer pjasker i vandkanten.
Ikke langt hjem
Efter en tur i byen er der ikke langt tilbage til naturen og campingpladsen. Det kan ofte klares til fods eller på cykel. Så efter masser af indtryk i byen, måske krydret med et par kulturelle indslag, er du igen hjemme i vante omgivelser, hvor der er højt til loftet og masser af fuglekvidder. Børnene kan løbe frit omkring sammen med legekammerater og der er plads til en ekstra eftermiddagslur under åben himmel.
Perfekt kombination
Det er netop kombinationen af begge ting, der gør campingpladserne tæt på de mindre byer ideelle til ferie, fordi du kan kombinere naturoplevelsen, freden og roen med det kulturelle, det dynamiske og det historiske og så selvfølgelig shopping. På en uge kan det meste nås og alle i familien kan få opfyldt sine ønsker til ferie – hvor forskellige de end måtte være.
| Se også... |
| Fyn |
|
|