| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Daler Camping er en lille familiedrevet campingplads i landsbyen Daler. Afstandene til Højer, Tønder og Møgeltønder tilkendegiver at pladsen er placeret midt mellem egnens bedste seværdigheder, hvor Tønder og Møgeltønder jo er perler af rang.
Nickel og Jens Jensen driver pladsen efter princippet ”Bondegårdscamping” selvom deres hus ikke er en bondegård mere, men blot et beboelseshus. Her er den forhenværende lade indrettet med 1.klasses sanitære og handikapvenlige rum.
Græsunderlaget er noget udover det sædvanlige. Der er nemlig ingen bare pletter i græsplænen, der har en standard, der er meget tæt på en golfbanes kvaliteter. Bilkørsel er henvist til et minimalistisk fænomen og køretøjer henvises til parkeringsområdet. De får kun lov til at vise sig på campingpladsen ankomst og afgang.
Jens er på daglig jagt efter muldvarpene, så de ikke vover sig ind på campingpladsens område. Det mangler da også bare, at det fine græs skal spoleres af de små gravere.
Særpræget samlingsstue
Allerede ved indgangen til pladsen ser vi dens særprægede vartegn: tippien. Et vaskeægte indianertelt der fungerer som pladsens samlingsstue. Næsten hver aften kl.18,30 er der tændt op under grillen i teltet og her mødes man ganske uforpligtende med campingpladsens familie og andre campister.
Man tager bare sin egen mad med til grillen og dækker sit eget bord og når maden er spist er det ikke usædvanligt, at der fortælles røverhistorier fra nær og fjern.
De nære omgivelser
Campingpladsen ligger på den nok højeste forhøjning i mark landskabet. Kun de enkelte muldvarpeskud er højere. Ligger man på pladsens ydre langside, har man en hyggelig udsigt til Daler kirke og med den altid vekslende himmel er det en udsigt, hvis karakterer viser sig fra mange ansigter igennem døgnet. Bag campingvognen har en flok stære slået sig ned hele sommeren igennem og over græsplænen laver svalerne akrobatik i den højere klasse på jagt efter fluer og andre insekter.
Lidt længere væk tilbyder andre seværdigheder sig: Højer og Vidåsluserne, Højer Mølle, Slagteren med ”Højer Pølser”, Grænsens indkøbsmuligheder, Naturmuseet ved Vidåslusen. En køretur langs kysten giver et flot indtryk af Vadehavsnaturen og det lille museum med de maleriske pumpemøller ved Ballum-Husum supplerer dette indtryk. En dag til Rømø med de enorme strande vil nok skabe lykke hos resten af familien.
Stor sikkerhed
Der er god sikkerhed på pladsen. Børnene kan frit lege på de store plæner uden at risikere biltrafik og der bliver fra lejrchefens side lagt stor vægt på, at tre meters sikkerhedsafstand skal overholdes.
Sort sol
En eftertragtet begivenhed i vadehavsområdet, både nord og syd for grænsen, er ”Sort Sol”. 1 million stære samles i skumringstiden for at slå sig ned i sivene et eller andet sted. Daler camping er sammen med campingpladserne i Ballum og Møgeltønder det bedste udgangspunkt for sådan en oplevelse. Det er nu sjældent man oplever den store sorte sol på egen hånd, fordi stærene flytter sig fra sted, ofte over større afstande og holder kun til på samme sted 3-4 dage. På det tidspunkt er sivene trådt ned og overnatningsstedet flyttes. Sort sol varer i ca. 20 min.
Marts og september-oktober er de bedste måned for sort sol.
| Se også... |
| Pladser: |
| Annonce: |
|
|