CampingDanmark.dk

18.8.11

Af: Kim Sejerup Middelhede
Bogmærk eller del
 

Danmark: På weekend i Lalandia - Billund

Ungerne har længe plaget om en tur til Lalandia Billund, men hver gang har min kone og jeg slået det hen med et ”ja, det kunne da også være sjovt.” Da vores datter Freja på seks år så spørger ”hvorfor siger I altid det?” kigger jeg på konen og siger; Vejret er jo elendigt, så vi gør det sgu i denne weekend!

1200 liter vand vælter pludselig ned fra oven. Det er vildt skægt at så under baljen

1200 liter vand vælter pludselig ned fra oven. Det er vildt skægt at så under baljen


- Jubii, skriger vores børn i munden på hinanden, da vi meget impulsivt beslutter os for, at holde weekend i Lalandia i Billund. Vejrudsigten for de næste mange dage lover alligevel regn, regn og atter regn, så torsdag til aftensmaden sidder vi og snakker om det, og tjekker om der er en hytte ledig på FDM Billund Camping der ligger meget tæt på Lalandia. Det er der, og så bliver den booket.

Freja er i gang med at udforske et af legeredskaberne på en af de lange legepladser i feriebyen

Freja er i gang med at udforske et af legeredskaberne på en af de lange legepladser i feriebyen


Goddag lille lam – hvad hedder du?

Det er fredag eftermiddag, og vi beslutter os for, at tjekke hele Lalandia-komplekset ud denne eftermiddag, og så ellers bruge lørdag og søndag i Aquadome – Lalandias store pompøse vandland.
Et bumletog, Lalandia Ekspressen, kører nærmest i pendulfart mellem feriehusområdet og Lalandias hovedbygning, men vi har taget cyklerne med, så vi prøver ikke toget. På vej op mod hovedbygningen kommer vi forbi flere legepladser hvor vi – på ungernes foranledning – selvfølgelig er nødt til at gøre holdt. Der bliver leget lidt, inden vi cykler videre. Parallelt med hovedbygningen er der en lille fold hvor der går 40, 50 geder og får. Dyr er et hit i vores familie, så de skal selvfølgelig også besøges, og jeg er lige ved at tro, at samtlige dyr i folden får en krammer og det obligatoriske ”nååeh hvor er du sød, hvad hedder du?” Især Hjalte er meget optaget af hvad dyrene hedder. Knægten får dog aldrig noget svar, men han bliver så enig med Freja om, at de nok ikke gider svare ham, fordi de er på vej på weekend.

Hjalte kan næsten nå himlen

Vi parkerer cyklerne ved hovedbygningen, og går gennem en kæmpe svingdør. På den anden side af døren er det som om, vi træder ind i en landsby nær Middelhavet. Flere butikker og restauranter er placeret på et hovedstrøg kaldet Lalandia Plaza, og facaderne ligner oprigtigt noget der kunne være en lille by flere tusinde kilometer sydpå. Temperaturen er behagelig, og loftet er malet blåt som himlen ude i det fri. Et par hvide skyer på ”himlen” er der også, men det er dog ikke nogle der er så faretruende, at vi skal have regntøj på. Ved siden af indgangen er der fem kæmpe High Jump trampoliner, hvor man spændes fast i et seletøj, og ved hjælp af nogle kæmpe elastikker – ved egen springkraft – bliver hevet flere meter op over trampolinen og ned igen. Freja og Hjalte bliver enige om, at High Jump selvfølgelig skal prøves. – ”Hjalte, du skal bare gøre som manden siger, så skal det nok gå.” Storesøster beroliger lillebror der pludselig har fået kolde fødder og i hvert fald slet ikke skal op i sådan en trampolin da de efter et kvarter i kø, står foran deres første tur i High Jump. På en eller anden måde virker søsterens ord tillidsskabende for den ellers så tapre treårige kriger, at han er med på den, og så får de begge spændt et seletøj om livet. – Åhhhr, hvor sejt; jeg kan næsten nå himlen, råber Hjalte til os fra flere meters højde. Nu kan han pludselig det hele. Til moderens store forbavselse, endda også uden at holde fast i seletøjet.

Pludselig var Hjalte igen den tapre kriger vi kender ham som. Og så endda uden at holde ved

Pludselig var Hjalte igen den tapre kriger vi kender ham som. Og så endda uden at holde ved


Monky Tonky Land – og underholdning på amfiscenen

Efter cirka fem minutter på trampolinerne, er det nu tid til at gå på opdagelse i Lalandia. I en velkomstfolder i hytten, har vi læst, at der er et legeland her der hedder Monky Tonky Land, og det er noget ungerne ser meget frem til at opleve. Endelig er vi her. Et pænt stort lokale midt mellem restauranterne og Aquadome udgør det store legeland. Her er gulvet blødt, så det gør ikke ondt hvis man falder i en vild leg. – Kom Freja, vi skal ind og klatre. Hjalte er fuld af ballade i øjnene, og med storesøster i hælene, er det på vej ud i klatrekanalerne. De klatrer længe, og konen og jeg begynder at blive sultne. Ved siden af Monky Tonky Land er der en lækker italiensk inspireret restaurant, Ristorante il Bambino. Herfra kan man følge børnenes leg i Monky Tonky Land, men til forskel fra andre restauranter med legerum, er der her en stor glasrude imellem. Med andre ord, er der altså ingen larm fra legende børn. Det er godt tænkt. Vi siger til ungerne, hvor vi er, og at vi kan se dem hele tiden, så det er okay, at lege videre til maden er klar. Vi bestiller pizza til børnene, og vi voksne får en lækker traditionel italiensk pastaret. Efter maden, er der underholdning på den nærliggende amfiscene.

Se video af Vandtemplet her:

Der er underholdning hver dag på Lalandias Amfiscene. Her er det en tjener og en livredder der synger og danser sig gennem en rigtig kærlighedshistorie

Der er underholdning hver dag på Lalandias Amfiscene. Her er det en tjener og en livredder der synger og danser sig gennem en rigtig kærlighedshistorie


To af de ansatte ungarbejdere, en tjener og en livredder, står for underholdningen, og de opfører et sandt mesterværk denne aften. Med musikken bragende ud af højttalerne kommer vi med på en syngende kærlighedsrejse fra deres første øjekast i hinandens øjne, over sårede hjerter, brudte løfter og det der er værre. Om de får hinanden i sidste ende, vil jeg ikke afsløre her. Men jeg kan fortælle, at de veloplagte gæster er ellevilde med stykket.

Freja på vej ned ad en af de mange rutsjebaner i Lalandia Aquadome

Freja på vej ned ad en af de mange rutsjebaner i Lalandia Aquadome


Aqadome – ikke bare et badeland

Hvis du tror, at Lalandia Aquadome blot er et traditionelt badeland, tager du grueligt fejl. Intet kan være mere forkert. Rent faktisk er her slet ikke noget traditionelt svømmebassin, som jo er standard i et badeland. Til gengæld byder Lalandia Aquadome på så meget andet. – Jeg skal i hvert fald prøve alle rutsjebanerne, siger Freja, da vi sidder omkring morgenbordet i hytten, og snakker om dagens program. Hjalte håber på, at han og jeg kan slås i vand, for han mener på det kraftigste, at han skylder mig en ordentlig omgang fra sidst vi var i et vandland. Klokken 10 åbner Aquadome, og vi er nogle af de første gæster der kommer ind. Vi fortryder ikke, at vi er tidligt på den, for så kan vi i ro og mag falde til, inden der kommer alt for mange gæster.

Hjalte og Freja er ikke længe om at finde de små rutsjebaner, og imens de to vandhunde bliver fortrolige med dem sammen med deres mor, stikker farmand af. Jeg skal nemlig prøve Octopus Racer. Jeg snupper noget der ligner en mindre luftmadras, og med den i favnen bevæger jeg med op i et trappetårn i det ene hjørne af Aquadome. Der er kun to foran mig i køen hvor vi står fire på stribe. Der er således tre andre jeg om lidt skal drøne om kap med. De andre foran mig er suset af sted. Om lidt er det mig. Jeg tager en dyb indånding, lægger mig ned på maven på den føromtalte madras-tingest. Det bliver grønt, og jeg giver mig selv et lille skub, og så går det ellers hurtigt nedad. På et tidspunkt føles det som om, jeg ikke har kontakt med vandet under mig. Ud af øjenkrogene kan jeg ikke se de tre andre i de øvrige baner. Jeg kommer først ned til stor jubel for min familie der har taget plads for enden af Octopus Racer. Jeg tror selv jeg er hurtig, men konen får pillet lidt selvtillid af mig, da hun siger, at jeg nok vinder fordi jeg er den tungeste i heatet.

Se videoen af Octopus Racer her:

PLASK - 1200 liter vand fra oven

Freja vil gerne prøve nogle af de store rutsjebaner, så imens Hjalte og jeg leger i børnebassinerne, og knægten får dynget farmand til med adskillige spandfulde vand, går Freja og hendes mor op i trappetårnet. Jeg hører pludselig et kæmpe plask og adskillige hvin og skrig, men det er blot noget der sker cirka hvert femte minut, finder jeg senere ud af. Det er en kæmpe balje på toppen af et vandtempel der bliver tømt for vand. Det ser vildt sjovt ud, så Hjalte og jeg beslutter os for, at det skal vi prøve. I vandtemplet er der et hav af spændende vandpumper og vanddysser, og så gælder det ellers bare om at sprøjte hinanden til med vand. Det er ikke koldt vand. Vandet er 28 grader, og da luften i Aquadome er 30 grader, er det egentlig en behagelig temperatur man bliver sprøjtet til i. PLASK, så sker det. Bedst som vi står og inspicerer en pumpe, bliver vi dækket til af enorme mængder vand helt oppe fra toppen af tårnet. 1200 liter vand vælter ned over os. Lige i det, det sker, bliver junior lidt skræmt, men da jeg i det samme fortæller ham, at det jo ”bare” er det vi har set for fem minutter siden, er han ikke mere mut, end han griner, og synes det er mega sejt. Pludselig står Freja foran os, og vil have mig med op i noget hun kalder tuberne.

Sådan ser det ud når den store balje fyldes med 1200 liter vand

Sådan ser det ud når den store balje fyldes med 1200 liter vand


Konen og jeg aftaler, at jeg smutter med Freja, og imens begynder Hjalte og moderen at finde ud af hvad vi skal have til frokost. - Kom, vi skal prøve tuberne, siger Freja, og fortsætter: - Det har mor og mig lige gjort, og hun hylede hele vejen ned, griner Freja. Tuberne, siger jeg spørgende. Ja, tuberne. Det viser sig, at det er en single- eller double badering man enten sidder alene i, eller to og to. Single- eller Double Tubes hedder de korrekt, og det er det, der i Frejas verden, hedder tuberne.

Freja, Hjalte og deres mor efter en vild tur gennem Double Tubes

Freja, Hjalte og deres mor efter en vild tur gennem Double Tubes


– Vi skal i en til os begge to, og jeg sidder forrest, slår den lille dame fast. Vi står i kø i 12, 15 minutter, og så er det endelig vores tur. Vi får fat i en grøn dobbelt-badering og går til toppen af trappetårnet. Her kan vi vælge mellem to rør der vil bringe os ned til bunden.
– Vi skal med den blå, for den grønne er alt for langsom, siger Freja. Vi sætter os til rette og venter på grønt lys. Ventetiden føles som timer, men efter få sekunder, bliver der grønt. Vi får et lille puf, og så er det ellers bare fuld hammer på ned gennem det blå rør. Jeg har et ben på hver side af Freja på vejen ned, og på et tidspunkt er der så meget fart på, at vi er helt oppe at køre sidelæns. Vi kommer dog helskindet ned til en lækker sandwichfrokost som moderen og Hjalte har købt i den ene af de to restauranter, der er placeret direkte i Aquadome. Her er det i øvrigt smart, at man kan sætte penge ind på sit armbånd inden man entréer badelandet. Så bruger man blot armbåndet som betaling. Efter frokosten leger Hjalte og Freja i børnebassinerne, og konen og jeg snupper den vildeste tur, i en rutsjebane der bestemt ikke er for sarte sjæle.

Tornadoen – en hæsblæsende vandforlystelse

Tornadoen, kalder de den vildeste forlystelse i Aquadome. Glem alt om de vilde rutsjebaner i forlystelsesparker og lignende – Tornadoen i Aquadome slår dem alle. Freja og hendes mor sad under frokosten og blærede sig med, at de havde taget Tornadoen sammen, og at den bestemt ikke er for tøsedrenge. Jeg vil gerne prøve den sammen med dig, siger jeg til min kone, og da ungerne godt kan hygge sig alene i børnebassinerne, er det ikke noget problem, at vi lige snupper en tur sammen, konen og jeg. Det er som om, alle spiser frokost nu, for der er kun to i køen ved Tornadoen, inden det er vores tur. På vej op ad trappen, mens vi bærer den fire personers badering man skal bruge i Tornadoen, fortæller hun da godt nok, at den er vildere end vild. Jeg slår det hen og tænker ved mig selv, at det nok ikke er vildere end bungy jump eller hvad jeg ellers har prøvet af vilde forlystelser i mit nu 35 år lange liv.

Se videoen her:


Endelig er det vores tur. Vi sidder kun os to i baderingen. Line sidder med front fremad, jeg sidder med ryggen mod fronten. Det bliver grønt, og vi giver den et lille skub. I starten går det som i Double Tubes som jeg prøvede sammen med Freja, og jeg når at tænke, at den da ikke er særlig vild, men få sekunder efter går det - sådan føles det i hvert fald - lodret ned ad, og vi hænger og svæver i det fri i flere sekunder. Baderingen ender med et kæmpe plask på bunden, men det er blot for at få endnu mere fart på. Vi bliver kastet fra side til side, op og ned, og imens drejer baderingen rundt flere gange inden farten aftager, og vi når i mål en kæmpe oplevelse rigere. Det er tid til afslapning.

Se videoen fra Bølgebassinet:

Saunaguss, massage og en ny dag

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med sauna og wellness i det hele taget. Jeg har noteret mig, at der er saunaguss i den store 100 personers sauna klokken 15. I god tid går jeg derhen, for jeg vil være sikker på en plads øverst oppe, da det jo er her, varmen søger hen. Så jeg får ungerne og fruen placeret i vandtemplet imens jeg smutter til saunaguss. Gussmesteren, som han kaldes af titel, byder velkommen i saunaen, og ridser lige de uskrevne regler op for os alle. Det er især vigtigt, at man ikke sidder og plabrer løs, men lukker øjnene, og holder mund, mens man modtager varmen på kroppen. Det er dog de færreste der tager gussmesteren alvorligt, og det er synd for begge parter. Synd er det for den her unge gussmester, der så gerne vil give gæsterne en god oplevelse, men det er snart mere synd for de gæster der ikke fatter, at de snyder sig selv for en god oplevelse, ved at sidde og pjatte og snakke højlydt til hinanden i de 12 minutter, seancen varer. – Jeg har taget en duft af alpekrydderi med i dag, siger gussmesteren, og hælder duften ud over saunaens sten. En behagelig duft og varme breder sig, og her er det så, at han i taktfaste bevægelser svinger et håndklæde rundt i den store sauna, så duft og varme breder sig. Det gør han flere gange i løbet af seancen, og pludselig er tiden gået. Uden for døren står et par piger klar med en lille forfriskning, inden man kan vælge at nedkøle sin krop under bruseren, eller en fire grader varm(!) brandslange. Jeg vælger brandslangen. Rent temperaturmæssigt, er der ikke den store stigning i saunaguss, men luftfugtigheden stiger, og det gør, at det hele føles meget varmere. Jeg vender tilbage til familien, og sender fruen af sted til en omgang massage. Efter en times tid kommer hun tilbage, og her har ungerne og jeg for det meste opholdt os i vandtemplet. Adskillige gange får vi de 1200 liter vand ned over os, og hver gang griner vi højlydt.

Trætte vender vi tilbage til vores hytte på FDM Billund Camping. Vi beslutter os for at bestille en pizza til os hver. Ikke fra en af de restauranter der er under Lalandias vinger, men fra et lokalt pizzeria i Billund by. Freja og Hjalte spiser blot en halv børnepizza hver, inden de beder om at få børstet tænder og er klar til at sove.

Læs mere på www.lalandia.dk

Se også...
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Alan Rogers - Camping Lanterna
Alan Rogers - Valdemar Camping
Nordisk Camping Træf
CampForever
  Glemt kodeord?