| Om CampingDanmark | Net Tv | Nyhedsbrev | Fordelsklub | Web Shop | Til salg | Rejseblog | Forum | Det sker |
|
Der er ingen tvivl om at Sommerland Sjælland er populær. Selvom vi ankommer inden kl. 10 hvor parken åbner, er der alligevel kø helt ud til vejen, der fører mod Nykøbing Sjælland. Men i løbet af 15 minutter har vi betalt og fundet en parkeringsplads – og så kan dagen begynde.
Jeg har ikke været i Sommerland Sjælland siden jeg var 10 år gammel, hvilket er ved at være 20 år siden. Meget er sket siden, men der var stadig gode minder der dukkede op da vi begav os ind på området og trampolinerne kom til syne.
De var et stort hit dengang – og er det, uden tvivl, stadig den dag i dag. Man skal være hurtig hvis man vil have sin egen at hoppe på, og min søn på snart tre år, ser hurtigt sit snit, og løber over til første ledige trampolin.
Sjov for de små
”Minilegeland” er et stort legeområde for de mindre børn, hvor der både er karruseller i forskellige hastigheder, veteranbiler, et lille tog, to gravemaskiner, legeplads og meget mere. Det er også her man kan komme i boldland, og stige på ”Sommerlandsexpressen” der kører igennem hele Sommerland Sjælland.
Man kan vælge at stige af på et af de mange stoppesteder der er opsat, hvis man vil se noget i den anden ende af parken. Toget er også et godt alternativ hvis man ønsker at spare på bentøjet. I den bagerste vogn er der plads til at man kan have klapvogn/trækvogn stående,
Junglesafari og badeland
”Den Blå Lagune” er et kæmpe badeland – og her er det alle aldre fra 0-90 år der plasker rundt. Her kan man få timer til at gå, og der er badebassiner for de helt små, og for de lidt større. Der er solstole i området hvor man kan lægge og sole sig, og café på 1. sal hvor man kan få lidt mad og drikke, mens man nyder udsigten.
Er man til det vilde, spændende og udfordrende er ”Amazonas” et godt valg. Her kan man komme på tur igennem ”Junglestien”. Har man først begivet sig ud på denne tur er der ingen vej tilbage. Sørg for at have godt fodtøj på, og vær forberedt på mudder, klatring og armgang. Der er dog nogle steder mulighed for at gå ved siden af udfordringerne på den sti der er lagt ud. Man kan også komme på opdagelse i tømmerflåde og se farlige krokodiller, indianere og aber.
Cowboy for en dag
I ”Silver City” kommer man i indianer/cowboy stemning. Prøv rodeo, og få taget billede som en ægte cowboy, grav efter guld i guldminen og få en flot medalje. Find vej til indianerteltene når duften af bål breder sig – så er der nemlig mulighed for at bage snobrød.
Overalt i Sommerland Sjælland er der gode muligheder for at sidde på bænke og nyde den medbragte madpakke eller kaffen mens ungerne leger på enten legeplads eller på de grønne arealer der findes omkring. Lige meget hvor man sætter sig, er der altid udsigt til der hvor børnene opholder sig. Tag evt. et tæppe med og nyd solen, ellers er der også god mulighed for skyggepladser.
Kiosker hvor man kan købe drikkevarer, slush-ice, is, slik eller mad til fornuftige priser, er også godt fordelt.
For de lidt større børn og de voksne er ”Vildkatten” et godt valg. Det er en rutsjebane med loop der kører vildt stærkt når den først er oppe i fart. Husk at smide solbrillerne og løse genstande inden turen starter.
Klatrefidusen
I 2011 åbnede Sommerland Sjælland op for en ny forlystelse, nemlig ”Klatrefidusen” som er en ti meter høj klatrebane for hele familien. Der kan være op til 50 personer på den på én gang, så det er en god mulighed for familien at være sammen på. Den er ikke farlig men super sjov. Alle fastspændes i sele inden turen starter, og man kan selv vælge hvor højt man vil klatre op.
En instruktør er til stede mens forlystelsen har åbent og dermed er der altid hjælp at hente hvis der bliver brug for vejledning, man får højdeskræk eller andet.
Det kan du også opleve
- Ny sms-kanon Sorte Berta til skræk og advarsel for kanofolket på søen
- Spiloppen – en række børnespil med præmiechancer – Andespil, Lykkepose, Boldkast og Fidy Hood
- Dobbelt-battingbur hvor der skydes til måls i bedste baseball-stil side om side
- I højsæsonen et nyt madtelt med lokale madoplevelser fra Odsherred og omegn. Prøv f.eks. tapas fra den lokale slagter, tærter med grønt fra lammefjorden og sluk tørsten i en frisk most fra det lokale mosteri.
Gode informationer
- Alle forlystelserne i Sommerland Sjælland er gratis når entréen er betalt.
- Gratis parkering
- Børn under 140 cm skal være ledsaget af en voksen for at få adgang til ”Den Blå Lagune”
- Man kan leje hytter til op til seks personer, man kan også bo i egen campingvogn eller telt
- OHJ toget kører fra Holbæk Station og stopper lige udenfor Sommerland Sjælland
- Hunde er tilladt – bare de er i snor
- Sommerland Sjælland er handicap venlig
- Der kan lejes trækvogne eller garderobeskabe ved indgangen
| Se også... |
| Annonce: |
| Annonce: |
|
|