| Om CampingDanmark | Net Tv | Nyhedsbrev | Fordelsklub | Web Shop | Til salg | Rejseblog | Forum | Det sker |
|
Saint Malôs utrolige beliggenhed med havet på tre sider gør den ikke bare til en smukt beliggende by, men også en by, der er opbygget på en måde, så den kunne forsvare sig mod de fjerner der kom fra søsiden. Hertil kommer maden og alle de andre oplevelser. Vi har pakket teltet i bagagerummet og har vendt næsen mod Bretagne.
Her bor vi
Vi har tjekket ind på den kommunale campingplads Camping du Nicet, der ligger i et kuperet terræn med terrasser. Det betyder at alle har en flot udsigt ud over havet og den dramatiske klippekyst. Pga. af de store forskelle i tidevandet, forandrer himmel og hav sig flere gange om dagen. Det er et ubeskriveligt syn. Faciliteterne er meget simple. Der er kun lige det man skal bruge, og det er rimeligt gammelt.
Bretagne – et anderledes Frankrig
Bretagne har kun været en del af Frankrig siden det 16. århundrede og dækker et område på 37.000 km2 og er dermed en anelse større end Jylland. Det er et meget anderledes område af Frankrig og minder på mange måder om Sydengland. Landskaberne er meget varierede og når man ligger og kører rundt, kommer man igennem de små hyggelige nordfranske byer. Kysten er de fleste steder dramatisk fyldt med fugle reservater.
Befolkningen er på mange måder meget lidt franske alligevel er man ikke i tvivl om, at man er i Frankrig.
Imponerende St. Malô
St. Malôs beliggenhed er hel unik med havet på tre sider. Den gamle bymur er bygget helt ud til kysten. Når det er lavvande kan man gå på havbunden og man kan komme ud til nogle af de små øer tættest på byen. Husk at holde øje med tidevandet. Det er nemlig meget kraftigt i denne del af Frankrig. Forskellen mellem høj og lavvande er op til 12 meter og vandet trækker sig dermed meget langt tilbage, men når det kommer retur, så sker det meget hurtigt og man kan derfor let blive overrasket.
Omskifteligt vejr
Vejret kan være meget omskifteligt i dette område. Det kan skifte fra høj sol til regnvejr på under en time. Så nyd solen, når den er der. Når der er lavvande vil man opleve mange gå på stranden og lede efter muslinger. Det er et stort fransk spisekammer lige uden for døren og en herlig aktivitet.
|
Man kan nemt bruge flere dage på at udforske St. Malô, der mest af alt minder om en gammel sørøver by |
En gammel sørøver by
Man kan gå rundt på bymuren og det er en kæmpe oplevelse for der er så meget at se. På mange måder minder St. Malô om en stærk forskanset sørøver by. De gamle smalle gader og bygningerne er utrolig velbevaret og man kan bruge dage på at gå på opdagelse. Der er et hav af kunstforretninger, gallerier for malere, keramikere og andre kreative kunstnere. Der er også dyre modeforretninger og charmerende pret-a-porter tøjbutikker. Der er på alle måder basis for at hjembringe en sjov, unik og helt anderledes souvenir fra ferien.
Masser af god mad
Små specialforretninger er der også og restauranterne byder naturligvis på alt mellem himmel og jord, men det kan anbefales at gå på fiskerestauranterne med alt godt fra havet. Jeg garanterer det er friskt. St Malô er også den type by, hvor man kan slentre. Det kan jeg utrolig godt lide, det der med, at man bare går uden egentlig at have et mål. Dreje til højre og venstre, som det passer en og så se, hvad byen og dagen bringer. Det kan man i St. Malô.
Grand Aquarium Saint Malô
St. Malôs største attraktion, Grand Aquarium, er et enormt akvarium med over 10.000 dyr fordelt på 500 arter. De forskellige bassiner viser dyrelivet i de store verdenshave over hele verden. Der er også film, rørebassin og en ubåd. Alt efter hvor interesseret man er, kan man bruge alt fra et par timer til en hel dag. Det er et meget moderne og flot præsenteret akvarium, hvor man samtidigt med at se en masse også lærer om dyrlivet i havet på hele jordkloden.
Besøg en østersfarm – Ferme marine de Cancale
Når man kigger ud over havet ved St Malô kan man ikke undgå at se de store østers bassiner. Og netop østers er noget Bretagne er specielt kendt for. Man dyrker østers ved at lade dem vokse i bassiner på havets bund. Alt efter sæson og tidevandets bevægelser, kan man komme med ud og hente østers på havbunden. Man kan også se, hvordan de efterfølgende bearbejdes og sorteres før de sælges. Endelig kan man få lov til at smage, hvilket for de flestes vedkommende er en blandet fornøjelse med alt lige fra delikat til ulækkert. Gi´ det et forsøg.
Marked
I St. Malô tager vi på marked – ganske enkelt, fordi jeg mener, at man skal på marked, når man er i Frankrig. Og det fortryder vi ikke. Det lokale marked er spækket med de lækreste råvarer og vi er ved havet, så fisk og skalddyr er selvfølgelig en stor del af det. Vi køber også frugt og grønt i skønne farver, friskbagt grovbrød og ost. Nu er der kun en vej og det er hjem til teltet og spise frokost på fransk maner.
Ubeskrivelig frokost i foran teltet
Hvad franskmændene mangler til morgenmad, retter de i den grad op på resten af dagen, hvor både frokost og aftensmad består af mange forskellige slags mad og man sidder gerne længe ved bordet og nyder det. Det har vi også tid til her og så sidder vi samtidigt og nyder det at spise udenfor og den utrolige udsigt. Det her er livet.
Husk også pandekagen - Crêpes
Crêpes er en pandekage, der fås både i en sød og saltet udgave. Den tilberedes meget let og indholdet bestemmer man selv. De saltede udgaver også kaldet gallettes er gode med æg, skinke, ost og grønsager. De søde er gode med alt det man godt kan li´ af søde sager. F.eks. chokolade, kokos, is, syltetøj, sukker, flødeskum, nødder og frugt. Der er ingen grænser. Helt perfekt er det, hvis man lige tilføjer en smule Calvados (lokal æblesnaps fra Normandiet)
Perfekt ferie
Maverne fyldte og gode ferieoplevelser er der rigelige mængder af. Badeferie kan man også få, når vejret tillader det. Bretagne er på mange måder et overset område af Frankrig, og det er synd, for det har utrolig meget at byde på. Naturen, kulturen og gastronomien er på alle måder helt typisk for området og kan ikke sammenlignes med andre dele af landet. Det er måske i virkeligheden det, der gør Bretagne mest speciel. Og med teltet i bagagerummet er friheden til ferieoplevelser optimalt. Campingpladserne ligger ofte de flotteste steder.
| Se også... |
11-04-2012
| Artikler: |
| Pladser: |
| Links: |
| Annonce: |
| Annonce: |
|
|