CampingDanmark.dk

23.9.12

Af: Hans Duggen
Bogmærk eller del
 

Frankrig: Camping i Vogeserne – Alsace's bagland

Alsaces højeste toppe danner en usynlig grænse til den anden side af bjergkæden, hvor provinsen hedder Vosges. På dansk hedder den Vogeserne, og har meget at byde på for campisten. Bondegårdscamping eller mondæn familiecamping ved smukke og rene søer samt store skove skaber et afvekslende indtryk af departementet.

Kirken i Gérardmer

Kirken i Gérardmer


Livlig by

Gérardmer ligger ved nordbredden af Lac de Gérardmer (Gérardmersøen). Det er en livlig by med marked, supermarkeder og en flot park ved søens bred, hvor der også findes et kasino. Om vinteren er stedet et naturligt centrum for vintersport.

Den turistmæssige betydning understreges af at byen var den første i Frankrig, der oprettede et turistkontor som siden har markedsført sig som ”Vogesernes Perle”.

Det er en betegnelse, som undertegnede synes er ganske berettiget. Pariserne forstod at værdsætte dette og rejste gerne hertil med en af Frankrigs første jernbanestrækninger. Under 2. Verdenskrig led byen stor skade; 85 % af byen blev ødelagt.

Byen, der blev grundlagt i det 13. årh., kaldes også for "tvillingebyen", idet den er vokset sammen med nabobyen Xonrupt-Longemer.

Den uundværlige franske karrusel på torvet i Gérardmer

Den uundværlige franske karrusel på torvet i Gérardmer


Seværdigheder

Udsigtspunkt: La Roche des Corbeaux (The Crows' Rock).

Byen St.Die-des-Vosges med ejendommelig katedral.

Vandrestier i skovene ved campingpladsen Les Trexons.

Gode fiskemuligheder i floderne, søen, samt fiskesøen på Camping Les Trexons.

Wild West fornøjelser i parken Fraispertuis.

Fauna museum (dyr i skovene ved Gérardmer).

Parken ved Gérardmer søen med smukke spadserestier, samt karruseller for de mindste.

Parc Regional des Balloons

Stemningsfulde parceller på Camping Les Trexons

Stemningsfulde parceller på Camping Les Trexons


Camping Les Trexons

Hyggelig campingplads ved et nedlagt landbrug. Der er meget renlige forhold på pladsen og det sanitære er indrettet i kælderetagen til bondens beboelseshus.

Det er ikke nogen mondæn plads, men en plads der satser på ro midt i naturen. For de mindre børn er der en del fornøjelige lege redskaber og bonden er ikke bange for at køre børnene en tur over marken med sin traktor.

Der er en lille fiskesø på pladsen, men dog i sikker afstand fra børnene. I receptionen kan man købe madvarer, slik, frugt og vin. Frisk brød, naturligvis mest de for franskmænd uundværlige baguettes, kommer bageren med hver morgen.  

Der er kun syv km til Gérardmer og pladsen ligger i en højde af 715 m, så man kan nyde den friske luft i højderne.

Man kan da godt nyde udsigten selv om der falder en regnbyge ved søen i Gérardmer

Man kan da godt nyde udsigten selv om der falder en regnbyge ved søen i Gérardmer


Camping Les Sapins

Trestjernet plads midt inde i Gérardmer. Her er det muligt at få Internet forbindelse og der er en lille café og større udvalg af varer i butikken. Pladsen ligger højt, nemlig 670 m o.h., og der er kun 200 m til Gérardmer søen.

Hyggelige landsbyer i skovene op mod Alsaces skråninger

Hyggelige landsbyer i skovene op mod Alsaces skråninger


Kørselsvejledning

Den nemmeste vej fører via Strasbourg, hvorfra der er 119 km til Gérardmer. Fra Europabroen (grænse DE og FR) køres først ad N4 gennem Strassbourg, derefter A35 mod syd.

Ved frakørsel 17 forlades motorvejen til fordel for N59 og N 159, som følges mod vest. Det er nem kørsel igennem en floddal uden stigninger. N159 er den del af vejen, der fører gennem en tunnel under bjergmassivet mellem Alsace og Lorraine.

Ved byen Sainte-Marguerite skifter man nu til N 415 i retning mod Anould og Gérardmer, dog forlades N 415 i Anould og der fortsættes ad D8 til Géradmer.

Otte km inden Gérardmer kommer man til Camping Les Trexons.
En anden tilkørsel er fra øst via Colmar, men der må tages noget bjergkørsel med i betragtning.

Links Annonce:
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Alan Rogers - Valdemar Camping
CC Camping & Marine
  Glemt kodeord?