| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Hans Duggen og hans kone Ruth fortsætter deres campingtur langs Napoleonsruten, her kan du læse anden del.
Ruten mellem Sisteron til Castelane er den mest dramatiske på hele Napoleonsruten. Vi starter med at følge vejen ud af byen, til en afveksling hedder den nu 4085, men for ikke at forvirre gamle rutefarere, så er det den gamle N85 og den skifter da også til sit gamle navn i Chateau-Arnoux-Saint-Auban , 10 km syd for Sisteron. Kør ikke op til slottet med campingvogn på krogen! Udsigten fra slottet er pragtfuldt.
Afstikker til Les Meés
Lige netop her vil vi anbefale en afstikker til en natur seværdighed, som er overset i stort set alle turistbrochurer. Tag vej D 4096 gennem St.Auban og Montfort og kør over floden efter at du har passeret motorvejes viadukten. I vejkrydset i landsbyen Les-Meés drejer du til venstre ad D4. Lige efter landsbyen kan du nu på højre side se en besynderlig række klipper, der ligner en række overdimensionerede elefantfødder. Stedet, eller rettere sagt kliperne hedder Rochers-des-Mees. Det er en række basaltklipper, efterladenskaber fra en vulkansk sprække i jorden for mere end 150.000 år siden.
Videre mod syd
Du kan nu rolig fortsætte ad D4, du kommer automatisk op på Napoleonsruten igen og drejer til højre i en rundkørsel ad N85. Så er alt ved det gamle igen! Inden du kører ind i Digne.les-Bains følger du bare skiltningen N85 og lad dig ikke forvirre af, at ruten på et ganske kort stykke hedder N 1085. det er ikke gået op for mig, hvad myndighederne har haft til hensigt med disse ustandselige nummerskift. Men som sagt i sidste kapitel: bare ruten slutter med nummeret 85, så er det den samme vej! Således også her.
N85 svinger mod højre, krydser floden og derefter går det op til rutens dramatiske del. Det går jævnt opad og nogle serpentiner kan ikke undgås. De er dog ikke særlig alvorlige. I Chateauredon støder du på en jernbane på højre hånd og du følger vejen mod venstre gennem en floddal, som også jernbanen løber igennem.
Det næste knudepunkt hedder Barréme og du skal stadig følge N85 i retning mod Castellane. Vejen løber langs med en flod og der er derfor ingen dramatiske stigninger. Til gengæld vil der være sving, klippefremspring og smalle passager i overflod. Det er denne del af ruten, der har givet ruten dens berømmelse. Der er kun få rastesteder undervejs og de vil typisk ligge på venstre side af vejen. Brug dem, men med forsigtighed både ind og ud, der er dårlige udsyn!
Op i højderne
For nervøse sjæle skal siges, at der er god vejbelægning overalt og der er gode autoværn ind mod flodsiden. Over bjerget skal man først efter landsbyen La Tuiliére. Her forlader man nemlig floden og det går opad. Otte serpentiner fører dig opad og derefter følger endnu en strækning med svag stigning, indtil du når passet Col de Léques i en højde af 1220 m. Der er pragtfulde udsigter heroppe fra, klimaet er jo ret stabilt på disse kanter og om sommeren ses sjældent skyer. Desværre er der dårlig plads til at holde. Efter passet kommer der flere serpentiner, men her går nedad så nu gælder det om at gøre i lille gear ned og bremse så lidt som overhovedet muligt. Du havner såmænd midt på torvet i Castellane og her må du absolut campere inden du fortsætter rejsen mod syd. De fleste campingpladser ligger ved vej D 952, som starter ved torvet. Drej til højre. Vej D 952 er også udgangspunkt for turen til verdonkløften.
Campingpladser
Der er forskellige typer campingpladser langs vejen. Herunder kan du se links og placering af de campingpladser vi besøgte på turen.
| Se også... |
| Artikler: |
| Pladser: |
| Links: |
| Google ads: |
|
|