| Om CampingDanmark | Net Tv | Nyhedsbrev | Fordelsklub | Web Shop | Til salg | Rejseblog | Forum | Det sker |
|
Hasmark Strand Camping gør ferielivet endnu lettere for sine gæster.
Nyttige informationer lige ved hånden
Som den første fynske campingplads, og i øvrigt kun den anden herhjemme, har Hasmark Strand Camping på Nordfyn fået udarbejdet en applikation til smartphones, som gør ferielivet lettere for campinggæsterne i det fynske sommerland.
Den nye app, der kan hentes i appstore under ”Hasmark Strand Camping,” indeholder selvfølgelig en lang række nyttige informationer omkring campingpladsen, herunder åbningstider, aktivitetstilbud, en virtuel rundtur, specialtilbud og meget mere. Derudover indeholder applikationen også en række praktiske telefonnumre, bl.a. til læger, sygehuse og tandlæger, hvis uheldet under ferien skulle være ude.
Det er i øvrigt ikke kun campingpladsens gæster, der kan få glæde af den nye app, men alle, der holder ferie på Fyn.
- App´en indeholder nemlig en vejviser til en lang række af de mest besøgte, fynske seværdigheder og attraktioner, blandt andet Odense Zoo, H.C. Andersens Hus og Egeskov Slot, nøjagtig fra hvor telefonen befinder sig på det givne tidspunkt, og altså ikke kun fra campingpladsen, siger indehaver af Hasmark Strand Camping, Mette Saksager.
Både til Android og Apple
Applikationen er i øvrigt udgivet til både adroid- og apple-produkter, og er blevet vel modtaget af de første brugere.
- Den er utrolig let at bruge, og på blot et øjeblik får man et godt overblik over, hvad Fyn har af seværdigheder at byde på, hvis man en dag ønsker at køre en ferietur ud i det fynske fra campingpladsen, siger Mette Saksager.
Hasmark Strand Camping er medlem af sammenslutningen Elite Camp, der består af i alt 15 af landets campingpladser. En anden af Elite Camps pladser, Løkken Klit, er i øvrigt også ved at være klar med en app, der kan det samme som den fynske applikation. Eneste forskel er at seværdigheder og nyttige telefonnumre selvfølgelig er byttet ud med de nordjyske ditto.
-Det er faktisk lidt sjovt at to af Elite Camps pladser, som nogle af de allerførste, er med til at føre den danske campingbranche ind i fremtidens elektroniske verden, og bort fra de besværlige, store vejkort og brochurerne, slutter Mette Saksager.
| Se også... |
| Annonce: |
| Annonce: |
|
|