CampingDanmark.dk

31.3.14

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Bogense Strand Camping og de nordfynske seværdigheder

En ferie på Bogense Strand Camping kan bestå af både afslapning og oplevelser. Bogense er en charmerende købstad, der byder på Rosenfestival og en hyggelig havn med gode spisesteder. Der er strande, øer, skove med herregårde og udflugter på havet. Hertil kommer campingpladsens omfattende aktivitets- og underholdningsprogram.

Erik Menveds kroen der ligger midt i Bogense by

Erik Menveds kroen der ligger midt i Bogense by


Charmerende Bogense

I det nordvestlige ”hjørne” af Fyn ligger den charmerende by Bogense. Med små 5.000 indbyggere er det også Fyns mindste købsstad. Byen fik sine købstadrettigheder i 1288 af kong Erik Menved.

Den gamle nostalgiske kro midt i byen er opkaldte efter ham.

Manneken Pis  - en gave til Bogense by

Manneken Pis - en gave til Bogense by


Manneken Pis - en gave til byen

Et af byens mere mærkværdige seværdigheder er en tro kopi af Mannekin Pis fra Bruxelles.

En dag i det 19. århundrede ankom færgen fra Jylland til Bogense, og om bord fandt man et efterladt spædbarn.

Drengen blev adopteret og voksede op i Bogense. I taknemmelighed skænkede han senere i livet byen den lille statue af Manneken Pis.

Han opleves året rundt i forskellige dragter og når der er Rosenfestival i byen pyntes han med blomster.

Rosenfestival i Bogense

Rosenfestival i Bogense


Rosenfestival i Bogense

Resten af byen pyntes i øvrigt også med blomster og det er et stort tilløbsstykke. På torve, åbne pladser og gågader pyntes der overdådigt op med roser i alle farver og kreativiteten er stor.

Rosenfestival i Bogense finder altid sted første weekend i august. Resten af året sker der også en hel del i den aktive by.

Der er ofte loppemarked eller marked med fødevarer, hvor landmændene fra området, kommer ind til byen og sælger deres varer.

Den gammeldags måde at handle på, passer perfekt ind i kulissen med de gamle bindingsværkshuse og stokroserne.

Bogense Strand Camping – for hele familien

Bogense Strand Camping – for hele familien


Bogense Strand Camping

Vi har base på Bogense Strand Camping, der er en af Danmarks femstjernede campingpladser.

Det er en yderst moderne campingplads med helt nye faciliteter og masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Det er højsæson og pladsen er fyldt op med sommerglade gæster. Der er god stemning og man fornemmer tydeligt, hvordan alle hygger sig med de små eller få gøremål i ferien.

Campingferie på Bogense Strand Camping er også forbundet med en tur i poolen. Den er populær bland både store og små.

På turen til Bogense havde vi en Weinsberg CaraOne 400 LK med (2011 model)

På turen til Bogense havde vi en Weinsberg CaraOne 400 LK med (2011 model)


Svømmehal og wellness

Bogense Strand Camping er en campingplads, der på mange måder har det hele. De grønne områder, hvor man stiller sit telt, sin teltvogn, campingvogn eller autocamper er velindrettede og med både strøm og vand. Uanset hvor man bor på pladsen, er der ikke langt til facilitetsbygningerne med familiebaderum, børnebadeværelser og store veludstyrede fælleskøkkener. De bruges af alle også dem, der faktisk har køkken hjemme i campingvognen.

Når det danske sommervejr svigter søger de fleste indendørs i campingpladsens svømmehal. Den kan både bruges til motionssvømning om morgen og til leg for vandglade om eftermiddagen. Det er også her der er forskellige tilbud indenfor wellnees, så hvis det kunne friste med en gang massage, så er der flere forskellige behandlinger at vælge imellem.

Ingen fisk på krogen i dag – men hyggeligt er det at fiske

Ingen fisk på krogen i dag – men hyggeligt er det at fiske


Fyn er et godt fiskested

Fyn er utrolig kendt for at være et godt fiskested, så vi pakker vores medbragte fiskeudstyr og begiver os ud til Lindegårdens fiskesø, der ligger ved Otterup. Her kan man fiske i fire forskellige søer.

Vi nyder det gode vejr og stilheden, for vi er helt alene. Det er dansk sommer når det er bedst og vi nyder at sidde i solen og høre bierne summer.

Selvom vi er der i flere timer og det er en put and take sø, har vi ikke heldet med os. Så ingen fisk på krogen i dag.

Hygge i forteltet

Hygge i forteltet


Fisk på grillen

Så vi må en tur til den lokale fiskehandler. Her er udbuddet stort, selvom det ikke helt er det samme, skal vi nok få fisk. De hjembragte fisk fra den lokale fiskehandle er utrolig lækre og det hører ligesom sommeren til at få gang i grillen.

Vi nyder at sidde i de hjemlige omgivelser og alligevel føle vi er ude. Så snart vi har spist, smutter Mie og Mathias igen på legepladsen, hvor deres campingvenner venter.

Balinesiske dansere underholder på Bogense Strand Camping

Balinesiske dansere underholder på Bogense Strand Camping


Aftenunderholdning på campingpladsen

En ferieaften på Bogense Strand Camping kan se ud på flere måder. Nogle vælger at hygge hjemme ved deres vogne, andre deltager i alle de aktiviteter og underholdningstilbud, der er om aften.

Der er meget stor forskel på den underholdning, der er. Det mest specielle er den balinesiske dans, der udføres af nogle besøgende på campingpladsen, der også viser sig at være venner med lejrchefen.

En anden aften er der besøg af en stor gruppe skuespillere fra Odense, der fortæller om H.C. Andersen og alle hans eventyr. Underholdningen er en smagsprøve på de optog man kan se inde i Odense og som er inspireret af de mange eventyr.

De er imponerende dygtige og det er en stor familieoplevelse.

Campingteateret er altid klar med sjov underholding for hele familien

Campingteateret er altid klar med sjov underholding for hele familien


Teater, cirkus og badesjov

Længere nede af vejen er der besøg af Cirkus Krone, og campingpladsen har også jævnligt besøg af Campingteateret, der opfører et humoristisk teaterstykke foran deres noget anderledes campingvogn.

Det gør de i al slags vejr, så selv denne danske sommeraften, hvor vejrguderne ikke er med os, aflyser de ikke. Det er sejt, for de små tilskuere vil gerne se dem.

Poolen tages også i brug om aften, hvor man har mulighed for at prøve FunBallz. Her må man kæmpe med balance i de livlige plastiskbolde.

Et besøg på Ditlevsdals Bison farm på Fyn

Et besøg på Ditlevsdals Bison farm på Fyn


Ditlevsdals Bison farm på Fyn

Der er en oplevelse i det fynske, som er noget anderledes end hvad man lige forventer at se på disse kanter, og det er at besøge en bison farm.

Ditlevsdals Bison Farm er en af Europas største og ganske imponerende. Når man sidder på terrassen og kigger ud over de store vidder med de græssende dyr, er det svært at tro, at man er i Danmark.

Bison er jo noget man forbinder med amerikanske westerns.

Her går de rundt og guffer den saftige græs i sig og ser i den grad ud til at stortrives.

Enorm bison

Enorm bison


Enorme bisoner

Man overraskes over hvor store dyrene er. De har lige fået kalve og de er ekstrem søde, kluntede og med store brune øjne. De holder sig tæt på deres mødre. Man får lyst til at klappe dem, men den går ikke.

Vi springer op i den ramponerede firhjulstrækker og kører ud over den fynske såkaldte slette. Solen bager ned på os og der er bisoner overalt og det er fascinerende at komme så tæt på.

De bemærker os knapt. Vi får også lov til at være med til at flytte en flok fra en mark til en anden. Det er så vildt når de galoperer forbi bilen.

Hygge på stranden

Hygge på stranden


Bogense strand

Bogense strand ligger få hundrede meter fra pladsen og centrum. Der er parkering og gode adgangsforhold hvis man f.eks. kommer med barnevogn. Jeg er altid fascineret over at se børnenes kreativitet på en strand.

De kan få timer til at gå med at bygge sandslotte, fange krabber og i det hele taget bare undersøge havbunden, for det de nu måtte finde.

Her hvor der er så lavvandet, er det ekstra sikkert for dem at færdes der, og det gør at forældre og bedsteforældre kan slappe af, mens de små leger.

En god feriedag behøver altså ikke altid være med fart over feltet eller for den sags skyld koste penge.

Marinaen i Bogense som flere gange er kåret som den bedste

Marinaen i Bogense som flere gange er kåret som den bedste


En tur på havet med Castor

Den aflange havn i Bogense blev anlagt i 1828 og ser noget speciel ud. Marinaen ligger på modsatte side og er flere gange kåret til Danmarks bedste.

Her langs den gamle havn finder man flere gode fiskerestauranter og det gamle skib Castor, der er fra 1936. Bogense Turistkontor og Castor arrangerer flere gange om ugen sejlture med forskellige temaer.

Vi tager med på sørøvertur og det starter på en af byens torve. Her bliver alle klædt ud som sørøvere, før vi begiver os ned til skibet og stjæler det fra den nuværende besætning.

Nu er vi klar til at sejle ud i Kattegat og finde den rigtige skat.

Vi leger ægte sørøvere – nu skal skatten med guld findes

Vi leger ægte sørøvere – nu skal skatten med guld findes


Jagten på skatten

Undervej på sejlturen er der mange gøremål på skibet, som gerne må undersøges til bunds af de små sørøvere. Der skal også spises og drikkes som i gamle dage – et sørøvertog hvor alle skal leve som rigtige sørøvere.

Nu skal skatten findes. Børnene gennemsøger hele skibet, inden de finder ud af at skatten er et helt andet sted. Den er nemlig gemt på havet og det tager tid at finde den.

Men det er seje sørøvere, der er på tur i dag og selvfølgelig findes skatten, der er fyldt med guld, som skal deles.

Det har på alle måder været en udbytterig dag på havet og skatten er i hus. Det skal alle naturligvis have at vide, da vi sikkert ankommer til Bogense Havn. Turen afsluttes med et kæmpe sejrsbrøl fra alle børnene.

Links Annonce:
Links Annonce:
PJ Caravan
  Glemt kodeord?
Campingdanmark.dk
Seneste nyt