| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Uanset alder og uanset om du er vand- eller landkrabbe, vil du garanteret finde dig godt til rette på Faldsled Strand Camping.
Camping i vandkanten
Faldsled Strand Camping byder på både små hyggelige pladser med buske og træer, pladser med plads til campingvognen og åbne plæner omkranset af træer og med bålplads, hvor lejrstemningen er i top. En del af enhederne er placeret helt ned til 20 meter fra vandkanten. Som noget nyt til denne sæson har pladsen fået ryddet godt op i træerne, så arealerne nu fremstår som åbne og indbydende og har givet god plads til solens stråler.
På pladsen kan man fornøje sig med minigolf, en tur i den lille pool med solopvarmet vand eller tage sig et spil skak eller bordtennis. Børnene er sikret mange timers leg på den lille hyggelige KOMPAN legeplads, hvor der også er hoppeborg eller på den lange badebro, hvor man kan fange krabber eller små fisk i det lave vand.
Man kan leje hytter eller lejligheder på campingpladsen, hvis man har lyst til at forkæle sig selv efter en aktiv dag i den friske luft.
Selvom pladsen ligger lige midt i det gamle Faldsled fiskeleje med bymiljø, er der ganske stille og fredeligt og der er mange gamle smukke bindingsværkshuse at kigge på langs vejene i landsbyen.
Et paradis for vandelskere
Campingpladsen er meget ideel for at tage en tur i havkajak, idet der er direkte adgang til Øhavsruten i Helnæs Bugt. Bugten er dejlig fredelig og den ligger i læ for de mange vinde. Området er velegnet for uerfarne roere, og man kan tage turen over et par dage alt efter tempo og temperament. Så du kan roligt tage familien med på sommertur og opleve naturens skønhed.
Der er områder på pladsen som er forbeholdt kajakfolk, hvor bålpladsen er samlingspunkt for teltpladserne, hvor man har buske og træer som naboer.
600 meter fra pladsen findes der en lille havn, hvor sejlbåde kan ligge, og små joller kan ligge til ved badebroen. Bugten egner sig også godt til begynder surfing, da det er nemt at komme op og ned af brættet i det forholdsvis lave vand.
Både vandcykler og joller kan lejes på pladsen.
Godt udgangspunkt for både vandreture og cykelferier
For vandrefolket løber Øhavsstien lige forbi pladsen. Med sine 220 km kan man roligt afsætte en uge til at vandre ud fra pladsen, mens man lader teltet ligge fast som base. På ruten vil man opleve mange smukke udsigtspunkter ud over det sydfynske øhav.
Cykelferien kan også med fordel have udgangspunkt fra Faldsled Strand Camping, idet Rute 60 går direkte forbi campingpladsen.
Hvis man er til en længere tur, er Østersøruten ca. 800 km lang og følger primært eksisterende nationale, regionale og lokale skiltede cykelruter. Ruten går gennem Sydøstjylland, Fyn, Ærø, Langeland, Lolland, Falster, Møn samt Sydsjælland og er tilrettelagt således, at cykelturisterne enten kan cykle hele ruten eller opdele den i mindre ture.
- Som ivrig vandrer og naturelsker, kunne jeg ikke stå for denne plads. Jeg har gået hele Øhavsstien samt Gendarmstien i Sønderjylland, og brugt mange ferier på min cykel. Jeg elsker naturen, og hvad den har at byde på, og derfor vil jeg gerne drive denne campingplads i pagt med naturen, forklarer lejrchef Dina Schmidt.
| Se også... |
| Artikler: |
| Pladser: |
| Links: |
| Annonce: |
|
|