1.6.09

Af: Maria Andersen Fotograf: Momondo
Bogmærk eller del
 

Momondo udgiver Danmarks nye rejsebøger

Momondo lancerer Danmarks nye rejsebøger i topkvalitet. Bøgerne henvender sig til alle danskere og sælges i samarbejde med Dansk Supermarkeds butikker over hele landet og omhandler storbyerne Berlin, Rom, New York, London, Paris og Prag.

Klik for større billede


Seks danske journalister og fotografer fører dig rundt i Berlin, Rom, New York, London, Paris og Prag i Danmarks splinternye, unikke rejsebogsprojekt ”Min By”. De seks rejsebøger udgives af den anerkendte danske rejsesøgemaskine Momondo.com.

- Vi har lavet en rejsebog, som er båret af begejstring og kærlighed til storbyen. En bog, som er lykkeligt fri for pligtlæsning, men som i stedet er fortalt og fotograferet med hjertet. Af folk, der kender de små kringelkroge og den lille bistro nede om hjørnet, siger Momondos redaktør, Karina Landberg Johansson.

I bøgerne kan du følge i fodsporene på romanforfatteren Sissel-Jo Gazan og journalisterne Karin Larsen, Louise Sandager, Heidi Amsinck, Anne Blume Futtrup og Jesper Storgaard Jensen. Sissel-Jo Gazan har blandt andet skrevet romanen Dinosaurens fjer, som hun netop har modtaget DR Romanprisen for, og nu er hun så klar med sin næste bog om Berlin.

- Berlin og jeg var ikke bare en sommerflirt. Ikke en kortvarig besættelse, der ville lægge sig, når det blev hverdag. Det var kærlighed, siger Sissel-Jo Gazan.

Klik for større billede


Min By Rom er både skrevet og fotograferet af journalist Jesper Storgaard Jensen, der er vokset op i Hammel. Han bor og arbejder på 12. år i Rom, hvorfra han har leveret tonsvis af reportager om italienske samfundsforhold til bl.a. Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og Alt for Damerne.


Min By Paris er skrevet af Louise Sandager, der er opvokset på en gård mellem Hillerød og Frederikssund. Hun er tidligere Berlingske-korrespondent og nu rejseredaktør for momondo.com. Hun har tidligere udgivet Paris mon Amour! på Gyldendal. Min By Paris er fotograferet af Helle Moos, der er inkarneret pariser-fotograf og fast leverandør af modefotos til bl.a. Alt for Damerne og Børsen.


Min By London er skrevet af journalist Heidi Amsinck, der er opvokset i Randers. Hun var i flere år London-korrespondent for først Børsen og siden Jyllandsposten. Heidi har også en mastergrad i Creative Writing og hendes engelske noveller er udsendt på BBC. London er fotograferet af Kristian Buus, der de seneste 10 år har arbejdet i den britiske millionby for både danske og engelske medier.

Klik for større billede


Min By Prag er skrevet af Karin Larsen, som er vokset op i Thisted. Hun er journalist i den tjekkiske hovedstad og fast stringer for Danmarks Radio. Karin har for nylig skrevet ’Turen går til Estland, Letland og Litauen’. Pragguiden er fotograferet af den tjekkiske adventurefotograf Vladimir Weiss, der arbejder for diverse nyhedsbureauer og internationale magasiner.


Min By New York er skrevet af Anne Blume Futtrup, som er vokset op i Randers. Hun er freelance-journalist i New York og jævnlig leverandør til DR2 og Dagbladenes Bureau. New York er fotograferet af Lotte Hansen, der for mere 10 år siden valgte at slå sig ned med linser og objektiver i den amerikanske metropol.


Min By Berlin er skrevet af journalist og forfatter Sissel-Jo Gazan, der er opvokset i Århus. Hun er aktuel med bestsellerromanen Dinosaurens fjer, som hun netop har modtaget DR Romanprisen for. Sissel-Jo Gazan er i 2009 blevet tildelt et treårigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. Min By Berlin er fotograferet af pressefotograf Christian T. Jørgensen, der har boet snart 15 år i den tyske hovedstad og tidligere har vundet årets pressefoto i Danmark.

Se også...
Links Google ads: