CampingDanmark.dk

15.7.12

Af: Lasse Løndahl Henriksen
Bogmærk eller del
 

Nordjylland: Ny færge på Limfjorden, Limfjordsbussen sejler mellem Fur, Glyngøre og Nykøbing Mors

Et længe næret ønske er gået i opfyldelse: I sommer vil ”Limfjordsbussen” sejle i fast rutefart fra Nykøbing Mors til Fur og Glyngøre. Færgen medtager passagerer, cykler og barnevogne, og der bliver dagligt tre ture til og fra Fur og fire ture til og fra Glyngøre.  - Det er et fantastisk tilbud til både lokalbefolkningen og turisterne, som vi har manglet i mange år, siger de to turistchefer Bente Kristensen, Mors, og Alice Bank Danielsen, Skive.

Catrine K sejler sammen med skibet Chimera på Limfjordsbussens rute

Catrine K sejler sammen med skibet Chimera på Limfjordsbussens rute


Permanent sommerrute

Den ny færgerute havde premiere den 22. juni, og indtil 2. september vil ”Limfjordsbussen” sejle på ruten Glyngøre-Nykøbing-Fur. Turen fra Glyngøre til Nykøbing tager en halv time, mens sejltiden mellem Nykøbing og Fur er lidt over en time. Færgen medtager passagerer, cykler og barnevogne.

- Vi forventer, at der bliver tale om en permanent sommerrute, og der er ingen tvivl om, at både lokalbefolkningen og turisterne hermed har fået et fantastisk tilbud, som både kan bruges til udflugter med eller uden madkurv og som et led i eksempelvis en cykelferie i Limfjordslandet, siger turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter. Initiativet til den ny rute er taget af Skive Kommune, og bag projektet står desuden Morsø Kommune, Skiveegenens Erhvervs- og Turistcenter og Morsø Turistbureau.  

Besejles af to ”damer”

Ruten vil blive besejlet af to meget fine ældre ”damer” fra rederiet Nord-line i Svendborg. Det drejer sig om ”Catrine K” af Nyborg, der oprindelig blev bygget som M/S ”Sundet” i Svendborg i 1950 til Sydfynske Dampskibsselskabs rutetrafik på Svendborgsund. Derudover vil passagererne også kunne opleve ”Chimera”, der er bygget i Skotland i 1912 som lystbåd for general Forbes, og som i 1955 blev ombygget til passagerskib på ruten Gudhjem-Christiansø. ”Catrine K” har plads til 50 passagerer, mens ”Chimera” kan sejle med 90 passagerer.

Der sejles tre gange tur/retur fra Nykøbing til Fur og fire gange tur/retur fra Nykøbing til Glyngøre hver dag i juli og august. Derudover sejles der i dagene 1. og 2. september. Første tur går fra Nykøbing til Glyngøre kl. 10 og til Fur kl. 11, og sidste tur fra Fur er kl. 19.15 og fra Glyngøre kl. 21.

- Sejlplanen er tilrettelagt, sådan at det eksempelvis er muligt at tilbringe 7 timer på Fur. Dermed har man god tid til at udforske ”Danmarks smukkeste ø” og til at besøge Fur Museum og de fascinerende molerklinter, som kandiderer til at komme på UNESCO’s Verdensnaturarvliste. Det kan også lade sig gøre at tage færgen fra Nykøbing til Glyngøre kl. 17 og spise aftensmad i havnen i Glyngøre, hvor der netop i disse år sker en utrolig masse spændende ting. Der er god tid til at nyde maden, inden færgen returnerer fra Glyngøre kl. 21, siger turistchef Alice Bank Danielsen.

- Omvendt har gæsterne fra Fur og Glyngøre mulighed for at tilbringe en lang eftermiddag i Nykøbings spændende gågade, måske kombineret med et besøg på Dueholm Kloster eller Dansk Støberimuseum. Der er også mulighed for at leje en cykel på Morsø Turistbureau og eventuelt cykle til Jesperhus Blomsterpark eller Højriis Slot, der kun ligger få km. fra Nykøbing. Sulten stiller man selvfølgelig på et af vore mange spændende spisesteder, inden turen går tilbage, tilføjer turistchef Bente Kristensen fra Mors.

Velegnet til cykelferie

Den ny færgerute er også et godt tilbud til dem, der er på cykelferie i Limfjordslandet. Den binder nemlig den nationale cykelrute Limfjordsruten (rute 12) sammen med den nationale cykelrute 2, der går fra Hanstholm over Mors og Salling og videre mod København. Takket være ”Limfjordsbussen” kan cykelentusiasterne få et lille pusterum og lettere komme på kryds og tværs af Limfjorden.

For de cyklende turister er der i år for første gang yderligere den fordel, at der på visse dage sejler en tilsvarende færge for passagerer og cyklister på strækningen Aalborg-Løgstør-Hvalpsund. Det bliver således muligt at tage på en kombineret sejl- og cykelferie på langs ad Limfjorden, hvor man først sejler fra Aalborg til Løgstør. Efter en overnatning i Løgstør fortsættes med samme færge til Hvalpsund og derfra med den normale bilfærge mellem Hvalpsund og Sundsøre. Herfra cykler man til Branden, tager den normale bilfærge til Fur og herfra med ”Limfjordsbussen” til Nykøbing Mors og videre til Glyngøre.

Billetprisen på ”Limfjordsbussen” er 40 kr. for voksne for 1 tur – uanset strækning – og halv pris for børn. Cykler og barnevogne medtages for 25 kr.

Links Annonce:
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Slagelse Camping og Fritid
Dethleffs Caravan Nord
  Glemt kodeord?