CampingDanmark.dk

28.1.12

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Norge: Vintercampingtur til fantastiske Trysil

Tæt på grænsen mellem Sverige og Norge ligger Trysil. Et eldorado for alle, der begejstres af sneklædte fjelde, skiløb i alle afskygninger og hyggeligt samvær på campingpladsen.

Campingvognen er vores base, og vi har alt det, vi skal bruge inkl. varme

Campingvognen er vores base, og vi har alt det, vi skal bruge inkl. varme


Der er ingen sauna og pejs. Til gengæld har man sin egen hygge med sig, når man pakker kælk og ski i campingvognen og lader den gøre det ud for en fjeldhytte. Udsigten er lige så god, og så kan man stå på ski helt frem til sin egen dørmåtte. Hvad holder en tilbage? Hvis det er den lange tur og bjergklatringen, skal man bare køre nordpå. For her venter Norges største skiområde, Trysil, der har den store fordel, at stedet er let at komme til. Først og fremmest fordi man kan vælge at sejle til Oslo. Herfra er der bare tre til fire timers kørsel uden nogen fjeldovergange.  Det betyder dog ikke, at udstyret ikke skal være gearet til vintercamping, for temperaturen kan uden problemer komme ned på 20 frostgrader.

Det enorme løjpenet til langrend er ideelt til både korte og lange tur på fjeldet

Det enorme løjpenet til langrend er ideelt til både korte og lange tur på fjeldet


Eldorado for børnefamilier

Trysil har det hele – en god blanding af herligt skiløb og et eldorado af andre aktiviteter for folk, der ikke står på ski. Stedet er særdeles familieorienteret, så børnefamilier vil føle sig ekstra velkomne. Selv om mange vælger vintercamping i fjeldene nordpå eller Alperne sydpå, fordi de elsker at stå på ski, skal man ikke nødvendigvis være „bidt af en gal skistav” for at være vintercampist i Trysil. Området har noget at byde på for alle i familien, uanset om man står på ski eller ej.

Den lokale specialitet. Et halv franksbrød med karryblanding

Den lokale specialitet. Et halv franksbrød med karryblanding


Smotterne er herlige figurer på fjeldet og de elsker mælk

Smotterne er herlige figurer på fjeldet og de elsker mælk


Smotterne

Der er for eksempel Trysil-maskotterne, kaldet Smotterne, der lærer børnene om livet i fjeldene og hjælper dem på pisterne. De har aktiviteter for børnene hver dag. I Smotternes hus kan man også tegne og hygge på kolde snevejrsdage. Husk at få et ugeprogram i informationen. En populær aktivitet er hestekanetur, hvor man indpakket i varme tæpper kører en tur gennem de smukke vinterlandskaber. Turene arrangeres af „Trysilstallen”, der har Norges største bestand af racen Nordlandshesten. Stedet med dets mange heste er i sig selv et besøg værd.

Trysil er et af de få steder i Norden med effektive stolelifte. Et kæmpe plus, når man er barn eller nybegynder, fordi man kan hvile benene på vejen op

Trysil er et af de få steder i Norden med effektive stolelifte. Et kæmpe plus, når man er barn eller nybegynder, fordi man kan hvile benene på vejen op


Populær campingplads

Trysilfjell Caravanplass er populær og stort set optaget hele vinteren. Nordmændene og svenskerne har for længst fået øjnene op for vintercampinglivets glæder. De store og veludstyrede campingvogne anvendes som fjeldhytter – med den store fordel, at de kan flyttes, når et nyt sted skal opleves. Kommer man for en uges ferie med campingvogn på krogen, er det en god idé at reservere plads – især i højsæsonen, der går fra 1. februar til midten af marts. Trysilfjell Caravanplass er den mest centralt placerede af de fire campingpladser, der er i området, hvilket er en enorm fordel, fordi man lige kan smutte hjem i vognen og spise eller tage et velfortjent hvil efter dagens udfordringer på pisterne. Og det er uden at skulle tage skiene af. Faciliteterne er særdeles udmærkede. Der er alt, hvad man kan få brug for: køkken, vaskerum, tørrerum, toilet og bad. Det er ikke nyt og moderne, men rent, pænt og frem for alt opvarmet.

Efter en lang dag i sneen hygges der i den lune campingvogn

Efter en lang dag i sneen hygges der i den lune campingvogn


Det alpine skianlæg har pister i alle sværhedsgrader. Det er dog mest ideelt til børnefamilier

Det alpine skianlæg har pister i alle sværhedsgrader. Det er dog mest ideelt til børnefamilier


Fakta Trysil

Køre hele vejen: Via Gøteborg i Sverige og herfra via Oslo eller Indlandsvejen over Karlstad og videre ad vej 62 til Trysil.

Med færge: Hvis du kommer til Oslo fra Danmark med færge kan det bedst betale sig at fortsætte ad E6 og vej 3 til Trysil. Denne vej kan også vælges fra Sverige. Der er ingen fjeldovergange. Husk gode vinterdæk.

Her boede vi: Trysilfjell Caravanplass, utmark@trysilfjell.no, Tlf.: +47 6245 2000.
I området finder du også Klara Camping, Osensjøen Turistsenter og Sjøenden Camping.Trysil i tal: 65 nedfarter, 21 grønne, 17 blå, 16 røde, 11 sorte og 100 km langrendsløjper.

Alle børn under otte år, som har hjelm på, får gratis liftkort. Trysil har oprettet en patrulje, der står på ski rundt i terrænet og holder øje med ro og orden. Skipatruljen anbefaler, at man altid har sit sygesikringskort på sig, og at børn har et navneskilt med telefonnummer til forældrene samt oplysninger om, hvor man bor i Trysil, så de let kan finde frem til forældrene.

Campingdanmark.dk
Seneste nyt
CC Camping & Marine
Jysk Caravan Center
Vendelbo Vans
Slagelse Camping og Fritid