CampingDanmark.dk

21.4.13

Af: Hans Duggen Oversættelse/Bearbejdelse: Bjørn Lahus
Bogmærk eller del
 

Østrig: Alpevejen over Grossglockner

Er man i Salzburg området, er det en god ide at lade campingvognen stå nogle dage og tage på udflugt i området. En af dem er alpevejen over Grossglockner.

Salzachdalen mod Grossglockner

Salzachdalen mod Grossglockner


Op til Grossglockner

Vi tager motorvejen, hvor der er opkørsel i nærheden af Nord Sam Camping og følger ringvejen omkring byen og følger så A10 i retning mod Villach hhv. Italien. Ved frakørsel 46 drejer vi af til Bundesstrasse 311 (B 311) som fører os gennem Salzachdalen.

Salzach er den flod, der også løber gennem Salzburg. Vi når byen Bruck på ganske kort tid. Vi kigger lidt på den smukke alpeby inden vi fortsætter ved at følge det gule skilt: "Grossglockner Hochalpenstrasse" (vej 107), vi betaler 28 Euro for et dagskort på alpevejen. Nu skal eventyret begynde! Det første sted, hvor vi parkerer, ligger ved et meget smukt sted ved en forelle sø.

Artistisk vejbyggeri i 2400 m´shøjde

Artistisk vejbyggeri i 2400 m´shøjde


Cyklister på vejen

Nu skulle man ikke tro, at sådan en vej med stigninger på gennemsnitlig 9 %, var noget for cyklister. Øjensynlig er det dog blevet moderne, at bjerget også skal betvinges på to hjul – uden motor!

Der er derfor en del cyklister, der knokler op ad de 23 sving til toppen og man skal holde godt afstand til dem og også være opmærksom på at der kommer cyklister oppefra og jeg skal lige hilse og sige, at de ikke tager den korte vej igennem svingene, men den hurtigste, hvilket betyder, at de tager kurverne i en stor bue.

De sidste sving op til højdepunktet "Fuscherltor" hører nok til en af verdens mest berømte stykke vej for biler og har en stigningsgrad på 12 %. Dvs. at vejen stiger 12 m på bare 100 m´s kørsel!

Ingeniørerne har lagt vejen rundt om den lille bjergtop, for at det er teknisk muligt at kunne fortsætte videre i et hårnålesving. Det er noget af en ingeniørteknisk bedrift og billedet giver et godt indtryk af det sofistikerede vejanlæg. Vi er oppe i en højde af ca. 2400 m og det kunne se ud som om det ikke gik højere op. Det gør det!

Mod Edelweiss Spitze

Mod Edelweiss Spitze


Vandretur mod Edelweissspitze

Man kan gå til fods op ad den grusbelagte sti og undervejs til en nærliggende top, hvor der er fuldt udsyn over højalpevejen. I baggrunden ses det nu, at vejen klatrer videre opad til den når det højeste punkt på 2506 m ved "Hochtor".

Vi kunne godt have valgt den lille blinde vej til "Edelweisspitze" ved at køre i bil. Men vi tager en stejl sti, der skyder genvej mellem serpentinerne og skyder på den måde genvej til toppen i 2571 m´s højde.

Som mange andre bjergveje, er også Grossglocknervejen et paradis for bikere og her oppe på toppen skal man ikke blive forbavset over, at der er en større forsamling af motorcykler.

Pasterzegletjeren

Pasterzegletjeren


På gletjerbesøg

Efter at vi er kommet tilbage til bilen kører vi så via Hochtor ned til en anden sidevej, som går til Franz-Josephs Höhe. Der er bygget garageanlæg inden i klippen og der er rigeligt med plads og det koster kun 1 Euro at parkere her.

Fra plateauet har vi en fantastisk udsigt over mod Grossglockner, hvis top ligger i 3798 m´s højde. Et mægtigt imponerende syn. Der oppe ligger der evig sne, som vælter sig ned ad fjeldet i mægtige gletschere. Den største hedder "Pasterzegletscher" og ender lige nedenfor udsigtsplatformen. 

Man kan godt komme på gletschervandring hen over isen, men der er mange revner på isen så det er nok klogest at have en guide med. Vi har jo også klatret nok i dag og har i øvrigt været på denne is før.

Klokken er blevet 18, da vi når den smukke by Heiligenblut. Vi er forbavset over at vi har kunnet få så megen tid til at gå på en kun 35 km lang strækning.

Valfartskirken i Heiligenblut

Valfartskirken i Heiligenblut


Heiligenblut med dansk fortid

Til byen knytter sig en interessant historie. Det var en dansk prins, det siges også at han hed Frederik, der på vejen hjem fra Konstantinopel, som er årsag til byens opståen.

Han havde fået til opgave af kejseren dér til at transportere en lille ampul med Jesu blod hjem til Danmark. Af frygt for røvere, havde han syet ampullen ind i sit lår. Imidlertid blev han ramt af en lavine og døde.

Nogle bønder undrede sig noget senere over, at der voksede blomster op gennem sneen midt i en meget kold vinter. De gravede i sneen og fandt liget og ved begravelsen dukkede ampullen op og der indrettedes et lille kapel over begravelsespladsen. Det blev et valfartssted og byen Heiligenblut (Det Hellige Blod) voksede op gennem århundrederne.

Heiligenblut og Grossglockner er gode steder for udflugter i området, som er domineret af en række store alpine nationalparker med mulighed for fantastiske vandreture. Campingpladsen i Heiligenblut forvaltes af en nationalpark og er meget smukt beliggende og med gå-afstand til valfartskirken og indkøbsmuligheder.

Links Annonce:
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Dethleffs Caravan Nord
  Glemt kodeord?