CampingDanmark.dk

18.7.11

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Ribe Camping: Danmarks første campingplads med ”solgaranti”

Tænk, hvis man kunne dreje sin campingvogn og fortelt, så man hele tiden får sol i ansigtet. Det kan man nu på Ribe Camping, der har bygget Danmarks første standplads med solskive eller drejeskive.

Nogle husker dem måske fra TV2 programmet ”Årets Iværksætter”, hvor de stod med en pløjemark uden for Ribe, og kaldte det for en campingplads. I dag er det i den grad en campingplads, og Sanne Stammose og Finn Tonnesen, der ejer og driver Ribe Camping, er måske Danmarks mest ihærdige lejrchefpar. Det er i hvert fald her tæt på Danmarks ældste by, at man finder innovative tiltag og unikke campingtilbud, der ikke findes andre steder i landet.  

Den nye drejeskive på Ribe camping er Danmarks første af sin slags

Den nye drejeskive på Ribe camping er Danmarks første af sin slags


Danmarks første solskive

En såkaldt solskive eller drejeskive om man vil, er et helt nyt og unikt tilbud til campingfolket. Man kører ganske enkelt sin campingvogn eller autocamper op på en mobil standplads, der kan drejes alt efter solretning eller vindretning. Solskiven har en diameter på ti meter og kan rumme vogne op til seks en halv meter. Man kan sagtens sætte fortelt op, fordi der i det kunstige græs er indlagt fleksible forteltsskinner, hvor man kan monterer sit telt. Det fungerer utrolig godt.  Solskiven styres med en fjernbetjening, så man kan dreje sin plads op til 220 grader. Der er strøm, vand, afløb og antenne på pladsen.
- Vi har videreudviklet systemet, ud fra en model vi har set i Østrig, og det bliver spændende, hvordan gæsterne modtager det nye tiltag. Vi synes generelt vores gæster er friske på at prøve noget nyt, så hvorfor ikke dette, siger Finn Tonnesen.
Solskiven fungerer upåklageligt og det er lige så let at stille op, som på en almindelig standplads. Det eneste man skal vende sig til er det kunstige græs under fødderne. Det er en herlig tanke , at man altid kan have solen i ansigtet eller vinden i ryggen og selv om Ribe Camping ikke reklamerer med det, så har solskiven også den fordel, at man kan vende naboen ryggen, hvis man vil have ro og fred.

Nyt stort fælleskøkken med samtlige moderne køkkenfaciliteter

Nyt stort fælleskøkken med samtlige moderne køkkenfaciliteter


Ny facilitetsbygning

Den nye solskive står i et komplet nyanlagt område på campingpladsen. En udvidelse på 130 nye standpladser, hvoraf 14 af dem er komfortpladser samt en 530 m2 stor facilitetsbygning med familiebaderum, fælleskøkken, vaskerum og børnebaderum med underholdning. Der er også et stort festlokale eller aktivitetslokale, der kan afvikle større arrangementer f.eks. når der er træf på pladsen, eller det danske sommervejr driller udendørsaktiviteter for børnene. Det hele er udført efter de bedste standarder. Der er f.eks. varmebænke og et stort akvarium med levende fisk børnebaderummene. Trenden inden for camping er klar.

Danskerne ønsker kvalitet, og det får man på denne campingplads, for man er ikke gået på kompromis med indretninger eller faciliteter. Både fælleskøkken og badeværelser er indrettet med topmoderne udstyr.

Ribe Campings hytter er bygget efter gamle tegninger og helt i tråd med byggestilen i Danmarks ældste by

Ribe Campings hytter er bygget efter gamle tegninger og helt i tråd med byggestilen i Danmarks ældste by


Rod i stjernerne

Ribe Camping har tre stjerne efter Campingrådets årlige klassificering, og det forstår man slet ikke, når man sammenligner med andre trestjernede campingplader, for Ribe Camping ligger noget over niveau. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før den fjerde stjerne er i hus.
- Vi jagter ikke den fjerde stjerne. Det, der er vigtigst for os er, at vores gæster har en god oplevelse med at holde ferie hos os. Vi oplever også, at vi får meget positiv respons i forhold til gæsternes forventninger, fordi vi kan give dem mere end de forventer, siger Sanne Stammose.

Faciliteterne er topmoderne i det nye køkken på Ribe Camping

Faciliteterne er topmoderne i det nye køkken på Ribe Camping


Synlig lejrchef

Stjernejagt eller ej, så synes jeg, at det som gør denne plads til noget helt specielt er en synlig lejrchef. Sanne og Finn har en klar arbejdsfordeling mellem sig. Finn tager sig af pladsen og Sanne klarer receptionen, hvilket betyder, at de begge er synlige, når man kommer rundt på pladsen.  Det lyder måske lidt gammeldags, men det er efter min smag meget positivt, at man kan se lejrchefen i fuld vigør med at holde orden på pladsen. Det skaber ofte en sund selvrespekt blandt gæsterne, og det mærkes også på denne plads. Der er i den grad er ro og orden og en yderst hyggelig stemning blandt både børn og voksne. Præcis sådan som camping skal være.

Ribe Camping er kendt for de mange børneaktiviteter. Snobrødsbagning er en af dem

Ribe Camping er kendt for de mange børneaktiviteter. Snobrødsbagning er en af dem


Rent og smilende

En anden ting, der betyder meget, er rengøring. Det lyder måske lidt krukket, men rene faciliteter forventes af gæsterne og det tager Ribe Camping alvorligt. Der rengøres to gange dagligt og faciliteterne efterses løbende. I højsæsonen er det en stor udfordring, fordi der er mange igennem systemet og ofte indenfor kort tid, fordi gæsterne har stort set de samme dagsrytmer mht. morgenbadning og madlavning. Denne rytme har Ribe Camping aflæst og rengøring må betragtes som værende helt i top. Når man så samtidigt bliver mødt af et smil, ikke bare af lejrcheferne, men også af det resterende pladspersonale, så kommer man langt. Jeg troede egentlig smilet by var Aarhus, men man kan med ro i sindet også køre til Ribe Camping.

14 komfort pladser og 116 helt nye standardpladser klar til at tage i mod endnu flere gæster

14 komfort pladser og 116 helt nye standardpladser klar til at tage i mod endnu flere gæster


Fakta solskiven/drejeskiven

Størrelse: 10 diameter
Drejer: ca. 220 grader
Betjenes af: en fjernbetjening
Campingvognen max. størrelse: 6,5 meter
Forteltsmål dybde: 2,5, 3 og 3,5 meter
Faciliteter: strøm, vand, afløb, antenne
Pristillæg pr. døgn (højsæson): 100,-

De nye aktivitets- og festlokaler er både til pladsens gæster og arrangementer udefra

De nye aktivitets- og festlokaler er både til pladsens gæster og arrangementer udefra


Fakta Ribe Camping

Medlem af DK-Camp
Antal stjerner: ***
Afstand til centrum: 1 km
Alle aktiviteter inkl. pool er gratis.
Udlejningshytter i forskellige standarder.
Lille butik og café på pladsen.
Pris pr. overnatning i højsæsonen (to voksne og to børn i egen vogn ekskl. strøm): 300 kr.
Oplevelser i området: Danmarks ældste by, Ribe Domkirke, Ribe Vikingecenter, Ribes Vikinger, Vadehavscenteret, Mandø, Rømø

Ribe Camping

Ribe Camping


Læs mere på www.ribecamping.dk

Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Eurocamp
  Glemt kodeord?