| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Det hører til børns leg og udvikling at falde, men det handler også om ikke at komme galt af sted. Stort set alle danske campingpladser har en legeplads, men hvordan er standarden og hvem tjekker sikkerheden. CampingDanmark.dk har set nærmere på sagen.
Sådan er reglerne
Kort fortalt er reglerne således, at en campingpladsejer, der selv bygger sin legeplads, skal have den godkendt af de lokale politimyndigheder, når den er færdig. Herefter står ejeren selv for vedligeholdelse, herunder at tjekke sikkerheden. Får ejeren et professionelt firma til at bygge, er disse i hovedreglen TÜV godkendte eller har et andet godkendt certifikat, hvilket vil sige, at de bygger legepladsen efter alle de forskrifter og regler, der er. Stort set alle større campingpladser, der bygger en legeplads i dag, finder et professionelt firma til at udføre opgaven. Det er både af hensyn til, at legepladsen skal være så inspirerende og udviklende som mulig, men også for sikkerhedens skyld.
Det handler om at udnytte den kompetence et sådan firma ligger inde med. Hertil kommer, at firmaet foretager et årligt serviceeftersyn og ligeledes har tegnet en forsikring, såfremt uheldet skulle være ude. Det er en bekostelig affære, som kun større campingpladser kan løfte. Sikkerheden på en legeplads ejerens ansvar.
Campingrådets årlige besøg
Campingrådets konsulenter besøger alle godkendte campingpladser en gang om året. De har ikke bemyndigelse til at lukke en campingplads, selvom sikkerheden er meget dårlig, men det bliver altid påpeget og efterfølgende fulgt op.
- Det er ikke anderledes end alle de andre ting vi tjekker på pladserne. Konsulenternes primære opgaver er jo netop at rådgive lejrcheferne i at forbedre deres plads, og konsulenterne kender de overordnede krav, som Campingrådet har sat for danske campingpladser.
Sikkerheden har høj prioritet, men der kan være pladser, hvor det halter efter, og som vi skal holde ekstra øje med, fortæller direktør Poul Fejer Christiansen fra Campingrådet.
- Generelt set er standarden blevet væsentlig højere indenfor de sidste fem år, også på legepladser. Det er jo primært børnefamilier, der bor på de fleste campingpladser, og derfor er legepladsen en vigtig del. Ved sidste års besøg på Hanstholm Camping påpegede vores konsulent bl.a. legepladsen, hvilket resulterede i en ændring i investeringsplanen.
De penge, der skulle have været gået til et andet projekt, blev i stedet prioriteret til en hel ny legeplads til denne sæson til ca. 300.000 kr., så på den måde kan Campingrådet være med til at hæve sikkerheden, afslutter Poul Fejer Christiansen.
Hoppepuden er den store synder
Der findes ingen statistikker for, hvor mange børn, der kommer til skade på campingpladsernes legepladser. 10 adspurgte lejrchefer landet over fortæller enstemmigt, at hoppepuderne, der findes på stort set alle pladser, er den store synder. Der er sjældent tale om meget alvorlige skader. En brækket arm eller en forstuvet fod er de hyppigste, hvilket selvfølgelig heller ikke er uvæsentlige uheld. Paradoksalt nok sker disse skader oftest, fordi en gruppe voksne skal hoppe med og så bliver legen for vild, eller når der er for mange personer på hoppepuden. Flere steder ser man i dag, at puderne inddeles i aldersgrupper, så de mindre hopper på en og større børn på en anden.
Forældrene har også et ansvar
Selvom det er ejeren, der har det juridiske ansvar, bør man som forældre altid følge med sine især mindre børn på legepladsen. Det er her børnene mødes, og på en sommeraften i højsæsonen går det ofte vildt for sig. Hvis man opdager en faretruende genstand eller lignende på en legeplads, bør man, til en hver tid og så hurtig som muligt, påpege den overfor ejeren eller lejrchefen.
Legepladssikkerhed på Campingpladser
Legeværdi og legepladssikkerhed skal helst gå hånd i hånd, og ind imellem kan det være svært, at gennemskue reglerne. Men egentligt er det ganske simpelt. Med mindre der er tale om legeredskaber med en fri faldhøjde på over tre meter, så er det legeredskaber, og dermed skal der ved opførsel søges byggetilladelse ved kommunen. Dette gælder for alle offentligt tilgængelige legepladser, herunder også campingpladser. I bygningsreglementet fremgår det, at legeredskaberne skal opfylde kravene i DS/EN 1176 og DS/EN 1177 Hvad betyder det så? Ordene dækker over de danske og internationale standarder, der omhandler legepladssikkerhed. Standarderne er ikke lov. Alligevel er de forankret i bygningsreglementet, og skal derfor opretholdes, hvilket langt de fleste kommuner også kræver. Det betyder praktisk, at der skal en legepladsinspektør ud, for at kontrollere om legepladsen lever op til standarden, før en ibrugtagning kan foretages.
Der er to vigtige aspekter i standarden. Det ene er at den skal opretholdes, med hensyn til dimensionering og udformning, og at legeredskaberne lever op til sikkerhedskravene i standarden. Det andet aspekt er, at en legeplads også skal vedligeholdes for at kunne opretholde sikkerheden. DS/EN 1176 anbefaler derfor at der foretages legepladsinspektioner. Det betyder at der reelt skal være en årlig hovedinspektion, cirka kvartalsvise inspektioner, hvor slid m.v. skal holdes under opsyn, og så de næsten daglige inspektioner, hvor glasskår og andre skarpe emner fjernes, og faldsandet fordeles jævnt. Manglende vedligeholdelse kan betyde, at forsikringen i sidste ende kan vælge ikke at dække for en ulykke, hvis det det påvises at ulykken skyldes den manglende vedligeholdelse. Der er dog også andre fordele ved at have vedligeholdt sin legeplads og at den lever op til de sikkerhedsmæssige og sundhedsmæssige krav der skal opfyldes. Ud over at have en sikker og vedligeholdt legeplads, så er det også et plus, hos brugerne og ikke mindst forældrene. Samtidig så er forudsætningerne også til stede for at legeredskaberne kan holde længst muligt.
Legepladser koster penge, men sikkerhedsmæssigt behøver det ikke koste en bondegård, at få en sikker legeplads! Legeredskaber kan fås i mange prisklasser, og lever de op til standarden, så er de så sikre de kan være, at have på legepladsen.
Hoppepuder og trampoliner ventes på sigt, at blive omfattet af standarden for legeredskaber, men i skrivende stund er det ikke indbefattet i standarden for legeredskaber.
| Annonce: |
|
|