CampingDanmark.dk

14.4.11

Af: Hans Duggen
Bogmærk eller del
 

Spanien: Bilbao – et kulturelt centrum ved havet (1)

Nordspanien er andet end Catalonien! Ud mod den Biskayiske Bugt ligger en række regioner med meget smukke landskaber og en perlerække af historiske byer. Bilbao blomstrer op til et kulturelt centrum.

Baskerlandet, Cantabrien, Asturien, Castilla y Leon og Galicien hedder de smukke provinser langs med Biscayen. Castilla y Leon er den eneste, der ikke grænser op til Atlanterhavet, den er til gengæld en provins, der byder på det ægte, tørre klima, som Spanien er berømt for. Denne artikel fører dig gennem Baskerlandet og til dens hovedstad.

Baskerlandets grønne landskaber

Baskerlandets grønne landskaber


Find vej

Efter overgangen af den fransk-spanske grænse kommer man ind på motorvejen A-8, ”Autovia del Cantabrico”. Man har ikke kørt mange kilometer før man oplever, at den snor sig helt ustyrligt. En utrolig flot køretur, godt nok med mange stigninger, men det er ikke nogen udfordring for et moderne vogntog. San Sebastian er den første større by på vejen gennem Baskerlandet. Utallige er kurverne lige midt igennem byen, men der er på intet tidspunkt optræk til fejlkørsel - der er god skiltning. Det eneste, der kan volde noget besvær er de tungebrækkende baskiske stednavne som Oiartzun, Azkoitia, Aizanabal, Atxabiribil – det er bare nogen af de lette! GPS'en finder ubesværet rundt i det virvar af hovedveje, der omgiver Bilbao´s nordlige del, men det kan anbefales at at have et kort ved hånden.

En anbefaling er, af køre fra ved afkørsel 103 for at komme ind på N-637, denne vej går næsten helt hen til campingpladsen i Sopelana. Hold øje med vejskilte som Leioa, Getxo og Sopelana – de afstikker din rigtige retning.

Surfer i solnedgangen

Surfer i solnedgangen


Camping Sopelana

På Camping Sopelana kan du slå dig ned, tæt på en enorm strand efter en dags kørsel gennem Baskerlandets til tider stærkt bakkede og grønne landskaber. Camping Sopelana ligger meget højt og man kan fra pladsen skue over den Biskayiske Bugt og se kæmpestore bølger rejse sig i en afstand af én km. Selv i vindstille vejr kan dønningerne rejse sig op til ca. fire meter.

Campingpladsen er en af de større, som huser lige dele fastliggere i hytter, turisthytter og turistparceller. En del af dem er forbeholdt teltcampister og det er i den forbindelse oftest surfere. De sanitære forhold er af acceptabel standard, samlet i to sanitære bygninger. Der findes både restaurant og supermarked på selve pladsen, der naturligvis også er udstyret med en stor svømmepøl. Om priser: se campingpladsens hjemmeside.

Strandområdet i nærheden hedder Atxabiribil. Denne strand er et mekka for surfere og det siger sig selv, at med den vestvendte kyst oplever man helt spektakulære solnedgange. Der findes en sti fra campingpladsen til stranden, men man kan også tage bilen. Der er store parkeringspladser tæt ved vandet.

Klik for større billede


Bilbao var for ganske få år siden en hensygnende by. Arbejdsløsheden bredte sig med lynets hast efter at skibsværfterne og stålindustrien en efter en måtte dreje nøglen om. Byrådet fik så den lyse ide, at erstatte stålindustrien med kultur. Det blev byens redning, man fik nemlig overtalt The Guggenheim Foundation i USA til at opføre en europæisk filial af det berømte museum i New York. Eksperimentet blev en dundrende succes og her 13 år efter indvielsen har millioner af mennesker fra hele verden valfartet til Baskerlandet for at opleve både moderne kunst og en helt unik museumsbygning, der udvendig har en skal  af gyldent skinnende titanium.

Fra Sopelana kører der metro ind til Bilbaos centrum og selv om byen ”kun” har 950.000 indbyggere, så er den stor nok til, at man endelig skal benytte sig af den mulighed. Det er her som ved andre større byer, en umulighed at finde en parkeringsplads midt i byen. Billetten til metroen er meget billig, det er parkeringshusene til gengæld ikke.

Guggenheim Museet

Guggenheim Museet


Seværdigheder

Turisternes interesse, udover Guggenheim Museet, retter sig mod en række nybygninger, som har været med til den gennemgribende fornyelse, som bystyret har beordret. Broen ”Zubizuri” svæver over floden Nervión som et kæmpemæssigt sejl.

En langt ældre bro ”Puente de Vizcaya” med udgangspunkt i bydelen Getxo forbinder både den nordlige og den sydlige by. Indbyggerne kalder den dog for den ”Hængende Bro”. Den er verdens ældste af denne konstruktion. Man kan udmærket benytte denne med sit vogntog, når man fortsætter sin færd fra Bilbao mod vest.
Lidt mere i skyggen af disse store attraktioner finder man de snævre stræder i den gamle by ”Casco Viejo”. Her finder man også den store katedral ”Catedral de Santiago”, som kan dateres tilbage til det 14.årh.

Den hængende bro

Den hængende bro
Fotograf: Wikipedia Commons


Derudover findes De skønne kunsters museum ”El Museo de Bellas Artes”, som er genåbnet efter en omfattende renovering. Andre museer er det baskiske etnografiske museum, et søfartsmuseum og et industrimuseum. Et yndet mål er også basilikaen Begoña.

Mange parker og grønne flader grænser op til byens centrum og bidrager til et luftigt billede af denne store by, som er lige ved at nå én million indbyggere.

Selve bybilledet i den indre by er et kulørt mix, bestående af nyt og gammelt, som kan forekomme lidt ureglementeret og til tider kaotisk. Ikke desto mindre er Bilbao en seværdig og livlig by.

Klik for større billede


Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Eurocamp
  Glemt kodeord?