| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | RejseDagbog | NetTv | Foto | Link |
|
Vi har pakket telt, soveposer, liggeunderlag og campingudstyr i bilen og sat kurs mod Samsø. Vi er kommet til årets længe ventet ferie i telt. Der er suveræn sommerstemning i bilen.
Mindst en gang om året holder vi ferie i telt |
Hvorfor teltferie?
Mindst en gang om året holder vi ferie i telt, for der er noget helt specielt over denne ferieform. Det handler om at komme ned i tempo, få græs mellem tæerne og masser af frisk luft og hygge. Vi har et stort telt, men ikke ret meget udstyr. Teltferie for os handler netop om, at få en kontrast til hverdagen der hjemme med Nintendo, Wii, Playstation og Tv. På campingpladsen har vi knap nok signal på mobiltelefonen – det er skønt.
Nordby er bare en af Samsø idylliske landsbyer |
Samsø er først og fremmest idyl
Samsø er først og fremmest idyl. Med bare 22 landsbyer og godt 4.000 indbyggere er der udelukkende god atmosfære i luften. Roen mærker man i samme øjeblik man kører i land på øen. Byer med bindingsværkshuse, skøn natur, fem imponerende middelalderkirker og uberørte strande.
Samsø ligger ikke langt fra fastlandet |
Samsø midt i Danmark
Samsø ligger lige midt i Danmark og er let at komme til både fra Sjælland og Jylland. Der går færger fra begge steder. Færgerne tager også campingvogne, hvis du har sådan en på krogen. Fra Hou i Jylland sejler færgen til Sælvig og det tager kun 1 time. Fra Kalundborg på Sjælland sejles til Kolby Kås. Denne tur tager knap 2 timer. Husk at bestille tid i højsæsonen.
Samsø er oplagt til aktiv ferie |
Basis for aktiv ferie
Samsøs smukke natur lægger op til aktiv ferie. Vandrestier og cykelstier er der mange af og det er en fremragende måde at komme rundt på fordi der ikke er nogen nævneværdige afstande. Har man ikke selv cykler med, kan de lejes flere steder. Hør nærmere på turistkontoret.
Her har vi fundet Artur – en af Labyrintens mange dyr |
Samsø Labyrinten er verdens største
Guinness World Records TM har udnævnt Samsø Labyrinten som verdens største permanente labyrint. Den er 60.000 m2 stor og stisystemet måler 5,130 meter. Labyrinten åbnede i 1999. Det suveræne ved Labyrinten er, at man kan forsøge at finde vej gennem den ved at bruge Stifinder og så vælge et tema.
For voksne kan det være:
Kender du Danmark? - opgave for dem der kender vort land
Jorden rundt - om alverdens seværdigheder
Grinebideren - for dem der hellere vil grine eller gruble
Populære Tv-serier - om danske og udenlandske serier
For børn kan det være:
Harry Potter - spørgsmål fra de fire første bøger
Far vild med dyr - kender du de store og de små dyr?
Disneys verden - om de kendte tegnefilmsfigurer
Der er også 30 forskellige temaer at vælge imellem.
Masser af frugt og grønt langs vejen |
Samsø tanker kroppen op
Overalt på øen ser vi marker med kartofler, hvede, byg, havre, kål og bær. I vandet rundt om øen fanges der alverdens gode fisk, så i alle havnebyer kan man købe frisk fisk. Langs landevejen er der små boder, der sælger frisk frugt og grønt. Brug dem enten til at handle en lille snak på vejen eller endnu bedre til at købe dejlige råvarer til aftensmaden. Om sommeren handler det i den grad om at få tanket op – det er meget let på en ferie til Samsø.
Klik for større billede |
Lækre sommermodne solbær fyldt med vitaminer er klar til brug
Vesborg Fyr |
Flot fyr på det sydligste punkt
På det sydligste punkt af Samsø ligger Vesborg Fyr, der siden 1858 har sikret skibe en sikker sejlads forbi øen. Fyret er et besøg værd og man kan samtidigt lægge vejen forbi den lille cafe, der også ligger på stedet.
Klik for større billede |
Man kan komme op i fyret og derfra er der en flot udsigt ud over Lushage og Samsø Bælt.
Glade børn på vej til at udforske naturen |
En hel dag med Naturskolen
Har du som os børn med på ferie, kan jeg varmt anbefale landets naturskoler. De giver adgang til naturen i den landsdel du besøger. Det er på børnenes præmisser og de naturvejledere, som er med, fortæller en masse om den natur man besøger. Vi besøger Langør, hvor børnene bliver udstyret med vandkikkertere, net og baljer, så de kan udforske naturen på egen hånd. Husk tørt tøj og picnic kurv, så er der lagt op til en skøn og lærerig dag i naturen.
Klik for større billede |
Nordby Bryghus i Nordby
I Nordby finder du Nordby Bryghus, der siden 2005 har brygget eget øl. Der er ølsmagning på stedet og det er en anderledes oplevelse, fordi flere af øllene kun findes på selve bryghuset. Læg evt. vejen forbi inden aftensmad.
Masser af venner på campingpladsen |
Leg på campingpladsen
Der er campingpladser for en hver smag og de ligger alle i naturskønne områder. Vi bor på Sælvigbugtens Camping, der er en fin trestjernet plads lige nord for Sælvig og få meter fra en suveræn strand ved Staun Fjord. Pladsen er velholdt og med grønne områder – både åbne og i skov – man kan selv vælge. Faciliteterne er fine – det er noget man især lægger mærke til, når man bor i telt uden noget som helst. Den lille købmand har de mest nødvendige ting og de ting man som regel glemmer. Og så selvfølgelig morgenbrød.
Så snart vi triller ind på campingpladsen er der legekammerater på spring.
Klik for større billede |
Aftenhygge foran teltet
De fleste dage afsluttes med aftenhygge foran teltet. Børnene leger indtil sengetid, så der er basis for at sidde og slappe af – måske med en øl fra bryghuset.
Klik for større billede |
Solnedgang – set fra campingpladsen
I Sælvigbugtens campings baghave ligger en stor skrænt, som med lidt go vilje kan bestiges. Herfra får en man fantastisk udsigt mod Jylland. Hvis man vil have samme gode solnedgang, kan man også sætte sig ned på stranden.
TV-program: Anne-Vibeke Rejser – Samsø
På denne rejse blev der produceret et tv-program til serien Anne-Vibeke Rejser, der sendes på dk4. Se også nedenfor.
| Se også... |
| Artikler: |
| Pladser: |
| Links: |
| Videoer: |
| Foto: |
| Google ads: |
|
|