CampingDanmark.dk

4.9.09

Af: Hans Duggen Fotograf: Hans Duggen
Bogmærk eller del
 

Tjekkiet: Oplev historiske Prag

Den Gyldne Stad - Prag, er oplagt til en hel ferie eller stop på vejen sydover. Udgangspunkt for turen er campingpladsen Caravan Camping Praha.

Campingpladsen Caravan Camping Praha beskrives nærmere i anden artikel her på portalen. Søg på Prag eller se mere nederst på denne side.

Udsigt fra campingpladsen over Moldaufloden.

Udsigt fra campingpladsen over Moldaufloden.


Musikkens by

Man kan med fuld ret sige, at Prag er musikkens by. Ingen steder synes der at være et så stort udbud af musik, som i Den Gyldne Stad. På Karlsbroen høres der lystig jazz, guitarmusik og folkemusik. Allerede under de bøhmiske kongers tid var musikere og komponister begunstiget af regenter og de adelige. Ikke mindst en herre ved navn Mozart, hvis musik på et tidspunkt ikke var så populær i Europa. I Prag, derimod, fik han lov at opføre sin opera ”Don Giovanni” og allerede dagen efter var de mest kendte arier blevet til ørehængere, som kunne høres over den ganske by.

Alle store komponister har været her – også de store tjekkiske. Navne som Dvorak, Smetana og Janacek, der alle er sønner af byen og internationalt berømte.

En specialitet i Prag er marionetteatrene (dukketeater).

En specialitet i Prag er marionetteatrene (dukketeater).


En god måde at få billetter på

Næsten på ethvert gadehjørne kan man hver dag få billetter til en koncert i et eller andet teater eller til en af byens mange smukke kirker. Arrangørerne har opdaget, at turisterne er mindre prisbevidste, hvorfor priserne er steget noget igennem de sidste år. Mozarts teater, som i sin tid uropførte ”Don Giovanni” (dansk: Don Juan), står endnu i sin originale skikkelse. Der opføres den dag i dag musik af Mozart - ikke mindst operaer i dette teater. Stedet bør være en selvfølgelighed for enhver musikelsker.

En specialitet i Prag er marionet teatrene (dukketeater). Her kan man stadig høre ”Don Giovanni”, dog i en stærk forkortet og i en endnu morsommere udgave. Tro ikke, at børnene ikke morer sig! De lever fuldt med i forestillingen. Musikken er original, selvom forestillingen af hensyn til børnene er forkortet.

Andre berømte teatre er de såkaldte ”Blacklight” teatre, der også betjener sig af mimik og et internationalt formsprog, der kan forstås af alle.

Smuk silhuet i solnedgangen.

Smuk silhuet i solnedgangen.


Historisk tilbageblik

Prag og dets befolkning har lidt meget gennem århundreders krige, men dets centrale beliggenhed i Europa har altid ladet byen genopstå. I de senere århundreder er byen dog blevet forskånet for store materielle ødelæggelser. Dette gælder også i 2.verdenskrig, hvor ikke mindst den jødiske og ikke-tyske befolkningsdel måtte bringe ufattelige store ofre. Byens huse, slotte, kirker og institutioner led dog ingen skade. Det er dette faktum, der gør, at byen i dag står tilbage i en ufattelig glans. For mange mennesker er en facade af et hus en selvfølgelighed, her i Prag kan man aflæse historien i hver eneste facade. Barok, Renæssance, Rokoko, Nyklassik og Jugend – alt findes side om side og gade op og gade ned. At stå på Karlsbroen og se facaderne langs floden i aftenlyset er en stor oplevelse. Prag har fået tilnavnet ”Den Gyldne Stad” ikke alene på grund af sine mange prægtige paladser og kirker, men i allerhøjeste grad også på grund af de velholdte huse og deres facader. Det er også af samme grund, at der findes en lang række små stræder, som er meget maleriske. Især det vekslende spil af lys, som skifter dagen igennem i takt med solens gang over firmamentet.

Stemningsbillede ved Karlsbroen.

Stemningsbillede ved Karlsbroen.


Byens hjerte - Karlsbroen

Byens hjerte slår på Karlsbroen. Herfra udgår alle ruter både til bydelen vest og øst for floden. De helt fanatiske tilhængere af byen mener, at Karlsbroen er bedst når dagslyset bryder frem.

Karlsbroen er den mest kendte bro over Vltava i Prags centrum. Den nuværende bro stod færdig i starten af det 15. århundrede og var til midten af det 19. århundrede den klart mest vigtige forbindelse mellem Prags borg på vestsiden af floden og Staré Město (Den Gamle By) på østsiden. Broen hed oprindeligt Stenbroen eller Pragbroen, men den fik officielt sit nuværende navn, opkaldt efter grundlæggeren, Karl 4. i 1870.

Broen er 516 meter lang og næsten 10 meter bred. Den har 16 hvælvinger og beskyttes af tre tårne, heraf to på vestsiden og en på østsiden. Broens rækværk på begge sider er prydet af en samling på 30 statuer og skulpturer.

Borghøjen med slot og St. Veiths katedralen

Der er vagtafløsning på slottet ved hovedindgangen kl. 12 hver middag. Kom i god tid - der er altid stor tilslutning.

Bag slottet findes en lille gyde med små, maleriske håndværkerhuse fra det 16. århundrede, blandt andet Kafka-huset. Der er kun adgang til gyden for turister, der har særskilt billet eller A-billet.

Byens smukke tage, set fra Borghøjen.

Byens smukke tage, set fra Borghøjen.


Rådhuspladsen (Staromeske namesti)

Rådhuspladsen er vært for en del forskellige seværdigheder: Først og fremmest rådhuset selv, som er opført i 1328. På sydfacaden er det mere end 500 år gamle astronomiske ur anbragt, hvis indviklede mekanik er for svært for mig at forklare, men det samler hver time, mest til middag, en tusindtallig skare af turister, der vil beundre dette urværk. Ikke mindst fordi der åbner sig nogle døre i toppen, hvorpå der kommer en lille procession ud. På pladsens østside findes Tyn-kirken fra 1511, hvor den store danske astronom Tycho Brahe blev begravet.

Midt på pladsen findes det store monument over Jan Hus og andre, som har kæmpet for en selvstændig bøhmisk (tjekkisk) stat gennem århundreder. På pladsens nordside findes en lille kirke i barokstil; den hedder Mikulaskirken og anvendes ofte til koncerter og er kirke for jesuitterne.

Karlsbroens smukke tårne ses forrest, mens Borghøjen med slot og St.Veits katedral ses i baggrunden.

Karlsbroens smukke tårne ses forrest, mens Borghøjen med slot og St.Veits katedral ses i baggrunden.


Wenzelspladsen

Det er ikke alle, der finder denne store plads, som kan rumme 400.000 mennesker, særlig tiltrækkende, med mindre man vil kigge på mere eller mindre mondæne butikker. Ikke desto mindre er denne centrale plads af historisk værdi, især i den nyere historie. Det var her studenten Jan Palach protesterede mod Sovjetruslands besættelse i 1969, ved at sætte ild til sig selv. Et mindesmærke for ham findes her på pladsen, ellers er gaden et virvar af turister, restauranter, kasinoer, hoteller og et endeløst antal butikker og prostituerede. De største historiske seværdigheder er indenfor gå afstand fra gaden.

Det jødiske kvarter

I forlængelse af Rådhuspladsen, findes det store jødiske kvarter mod nord. Blandt andet finder du her den store synagoge fra 1600-tallet og Klaus synagogen lige ved siden af den jødiske kirkegård, hvis gravsten aldrig må sløjfes. Der skal betales entré til begge dele.

1600-tallets smukke synagoge.

1600-tallets smukke synagoge.


Bus, metro og sporvogn

Der kan købes 3-dages billet til ubegrænset brug - det er billigt, og den gælder for hele Prag med bus, metro og sporvogn. En sådan billet kan købes på campingpladsen.

Husk, at tjekkerne ligesom andre sydlige folkeslag er meget høflige og galante mennesker. Det gælder ikke mindst, at yngre mennesker giver siddepladsen til ældre mennesker, især hvis denne er af hunkøn. Men det er også almindelig, at mænd rejser sig for at give plads til en dame. At større børn eller teenagere optager siddeplads for deres ældre medborgere, er en utænkelighed. Her kan en uvidende turist komme frygtelig galt af sted, så husk altid at bemærke, hvordan den lokale beboer gebærder sig. Både i teater, offentlige transportmidler og i trafikken.

Vagtafløsning, bemærk blæserne i vinduerne.

Vagtafløsning, bemærk blæserne i vinduerne.


Links Annonce:
Links Annonce:
Campingdanmark.dk
Seneste nyt
Alan Rogers - Valdemar Camping
Adria Caravan Aps
  Glemt kodeord?