| Om CampingDanmark | Facebook | Nyhedsmail | Klub | Forum | Det sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | NetTv | Foto | Link |
|
Det er en af de danske sommerdage, hvor regnskyerne hænger tungt på himlen, alligevel høres børnenes glædesskrig og jubel fra vandlandet. Det er nemlig varmt i luften, så hvorfor ikke snuppe sig en dukkert i det flotte vandland.
Vi stiller vores campingvogn oppe på det bagerste plateau lidt væk fra det hele og med en flot udsigt over hele campingpladsen. Det betyder godt nok, at vi skal gå lidt længere til faciliteterne, men omvendt så har vi det hele i vores Hobby campingvogn, hvor der både er køkken, badeværelse med toilet, varmt og koldt vand, så vi mangler ikke noget.
Det tager ikke mange minutter at komme på plads og i og med alt er pakket hjemmefra, er vi klar til ferie i løbet af få minutter. Vi sætter også fortelt op, så vi har endnu mere plads at boltre os på. Det giver varmen, så det næste der skal ske er en forfriskende dukkert i campingpladsens eget vandland.
Vandland
Der er tre bassiner med forskellige dybder, så de helt små børn har deres eget. En kæmpe rutschebane går ned i det store bassin og den er populær. Flere af børnene bestiller ikke andet end at bestige de mange trapper til toppen, rutsche ned i vandet og på den igen. At det rent faktisk også drypper lidt fra oven lægger de slet ikke mærke til. Herligt!
Hygge uanset interesser
Da vi kommer tilbage i campingvognen er et par på alder med os selv, og deres barn på 15 måneder, flyttet ind. Vi falder hurtig i snak og Rikke fortæller, at hun har camperet mange år med sine forældre, mens Michael ikke har prøvet det før. De har netop købt dele-campingvogn sammen med Michaels forældre og det går rigtig godt med at campere.
Vi griner længe af, at Michael dog må indrømme at det er bilen, som trækker campingvognen, der har hans store interesse. Og mens Rikke vil ned og have sig en dukkert sammen med sønnen Marinus, skal Michael lige ned og tjekke den lokale bilforhandler, hvis der altså er en. Ja, sådan er vores interesser jo så forskellige, men bare man hygger sig med den, ikke sandt.
Ny servicebygning
Vi hygger os i hvert fald i vores lille sommerhus på hjul. Grillen er ved at være klar til et par bøffer, vinen har iltet i et par timer og det klarer op mod vest, så hvis vi er heldige går solen ned lige bag vandlandet, hvor et par drenge stadig bader og rutscher.
Ingen tvivl om at campingpladsen er et godt sted for børn, også dem der er ældre end Rikke og Michaels Marinus på 15 måneder.
Den nye servicebygning lige op ad vandlandet er ellers blevet flot. De må jo have købt et helt vognlæs fliser. Køkkenet er tiptop og der var så mange ovne, at vi nærmest slet ikke skulle vente på at få vores mad varmet, den dag vi skulle prøve det af. Og så kunne vi vælge at sidde inde eller på den store terrasse ved køkkenet, da vi skulle spise. Men det bedste af det hele var nu de nye baderum. Bare man var barn endnu, for det så godt nok sjovt ud.
| Se også... |
| Google ads: |
|
|